Vilhelmsen klar til at se på ydelserne
Den nykårede SF-formand, Annette Vilhelmsen, fastslår nu, at størrelsen på kontanthjælpen alligevel kan have en betydning for, om man kan lokke unge arbejdsløse til at tage en uddannelse.
Det sker, efter at hun til Jyllands-Posten onsdag afviste at være "tilhænger af det incitament, der handler om, at jo mindre folk får, jo tættere vil de komme på arbejdsmarkedet.
Men nu siger SF-formanden, at man må være parat til at "se på forholdet mellem de forskellige ydelser".
- Jeg mener naturligvis, at det også har en betydning, om SU og lærlingeløn er højere eller lavere end den kontanthjælp, man modtager, så vi er også nødt til at se på forholdet mellem de forskellige ydelse, siger Annette Vilhelmsen
- Vi skal ikke låse unge mennesker fast i kontanthjælpssystemet, hvis de overhovedet kan komme i gang med en uddannelse, tilføjer hun.
Vilhelmsen har tidligere sagt, at hun ikke tror på, at kontanthjælpsmodtagere i sig selv bliver motiverede "hvis man tager det sidste fra dem" - en melding der ellers skabte øjeblikkelig glæde i Enhedslisten.
Nu fastslår SF's formand, at "økonomiske incitamenter ikke kan stå alene".
- For at få unge kontanthjælpsmodtagere til at tage en uddannelse, er der brug for en række virkemidler, siger Annette Vilhelmsen.
- Der skal være uddannelsespladser, praktikpladser, mulighed for rådgivning og hjælp til at klare adgangskravene til uddannelserne. Så økonomiske incitamenter kan ikke stå alene, understreger hun.
Ifølge De Radikale var Annette Vilhelmsens skepsis over for at pille kontanthjælpen fra velfungerende arbejdsløse med manglende virkelyst ikke i konflikt med regeringens linje.
- Jeg ser ikke nogen konflikt. Vores generelle syn er, at det ikke hjælper dem på kontanthjælp at tage ydelserne fra dem, siger partiets arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker