Vilhelmsen om næstformand: Vi har højt til loftet i SF

SF's formand, Annette Vilhelmsen, glæder sig over, at partiets landsledelse torsdag har valgt 27-årige Peter Westermann som ny næstformand i partiet:

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er vigtigt for mig at få en næstformand, som er loyal over for SF og bakker op om SF og forstår, at SF har været i en vanskelig tid. Det har været meget turbulent. Nu er vi sådan set klar til at gå styrket ud af døren igen, siger Vilhelmsen.

Peter Westermann afløser Mattias Tesfaye, som ikke længere kan se sig selv være en del af den politiske linje, som SF har lagt med Vilhelmsen som formand.

Det kan Peter Westermann derimod. Han spillede nemlig en hovedrolle i kampagnen for Annette Vilhelmsen, da hun for to måneder siden kæmpede med Astrid Krag om at blive formand for SF.

Med Peter Westermann får SF en næstformand, der har markeret sig på partiets venstrefløj med nogle meget kontroversielle udmeldinger.

På SF's landsmøde i april slog han således til lyd for et opgør med det kapitalistiske samfund, som vi kender det i dag.

I et nedstemt ændringsforslag til SF's principprogram beskrev han også fri konkurrence som "en økonomisk ustabil og selvdestruktiv tilstand".

Den 27-årige SF'er har også talt for blandt andet oprettelsen af en statsbank, et stop for topskattelettelser og en hævelse af boligskatten.

Men det er tilsyneladende ikke noget problem for SF-formanden.

- Jeg tror, vi fortsat vil have nogle rigtigt spændende diskussioner i SF. Vi har højt til loftet, vi er et meget bredt parti, og det vil vi også være fremover, siger Vilhelmsen.

Partiformanden ønsker ikke at forholde sig til, at flere af hendes modstandere internt i partiet nu er forsvundet fra topposterne i SF, selvom hun efter formandsvalget lovede at samle partiet.

- Det vil jeg sådan set ikke forholde mig til. Vi har lige haft et rigtigt godt valg, hvor der var stor opbakning til Peter som næstformand, siger hun.

Peter Westermann skal som ny næstformand spille en afgørende rolle med at mobilisere baglandet frem mod næste års kommunal- og regionsvalg.

/ritzau/