Villy Søvndal blev stemmekonge i Kolding men ikke borgmester
Villy Søvndal fra SF fik flest personlige stemmer i Kolding Kommune ved det netop overståede valg. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Villy Søvndal og Eva Kjer Hansen fik flest personlige stemmer ved valget i Kolding, viser endelig opgørelse.
SF'eren Villy Søvndal endte med at få flest personlige stemmer ved valget i Kolding Kommune.
I alt fik han 5431 personlige stemmer. Det er 304 flere end de 5127 stemmer, som Venstre-politikeren Eva Kjer Hansen fik ved valget.
Det viser en endelig opgørelse fra analysevirksomheden KMD onsdag.
Selv om Villy Søvndal og Eva Kjer Hansen fik henholdsvis flest og næstflest personlige stemmer i Kolding Kommune, er der ingen af de to tidligere minister, som får borgmesterposten.
Det gør i stedet De Konservatives Knud Erik Langhoff. Han fik 1520 personlige stemmer ved valget.
Valget af Knud Erik Langhoff som borgmester er sket i en overraskende aftale uden om Venstre, men med S, SF og De Radikale.
Det annoncerede de fire partier sammen natten til onsdag, hvor Langhoff præsenterede sig selv som den første konservative borgmester i Kolding i 60 år.
- Jeg har kunnet samle den flok, der skal kunne samles for at få en borgmesterpost, og det er det, jeg har sagt hele tiden. Vi gik til valg på at sætte os for bordenden, sagde Langhoff.
Langhoff gør comeback til Kolding Byråd, efter at han røg ud af byrådet ved valget i 2017.
Ved det netop overståede valg er Venstre blevet det største parti med 31,8 procent af stemmerne, men det er en tilbagegang på 14,6 procentpoint. De går dermed fra 13 til 9 mandater.
Socialdemokratiet er blevet nummer to med 17,7 procent af stemmerne - en lille tilbagegang på 1,8 procentpoint. De beholder deres 5 mandater.
Med 7,2 procentpoints fremgang har De Konservative fået i alt 10,5 procent af stemmerne. De kommer dermed ind med 3 mandater og altså også borgmesterposten.
Byrådet i Kolding har i alt 25 medlemmer.
SF har fordoblet sit antal mandater fra 2 til 4 og går frem med 10,2 procentpoint. De er dermed det tredjestørste parti med i alt 17,3 procent af stemmerne.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker