Virksomheder gider ikke flytte for lavere selskabsskat
Samtidig med at den danske regering sænker selskabsskatten fra 25 til 22 procent, viser en ny britisk undersøgelse, at langt hovedparten af virksomheder ikke vil flytte til et andet land alene for at slippe billigere i skat. Det skriver Information.
Det britiske revisions- og konsulentfirma Grant Thornton har spurgt flere end 3450 virksomhedsledere i 44 lande, og her svarer 67 procent, at de ikke ville flytte deres virksomhed til et andet land, uanset hvor meget selskabsskatten sænkes.
For Danmark er tallet endnu højere. Her er det 77 procent af de adspurgte virksomheder, der svarer, at de ikke ville flytte, ligegyldigt hvor lav selskabsskatten er, skriver Information.
- Nogle sektorer, såsom den finansielle, er lydhøre over for skatteincitamenter, men for andre sektorer er det helt klart ikke tilfældet.
- De tager beslutninger baseret på andre faktorer, såsom infrastruktur, arbejdsstyrke og markedsanalyse, siger John Christensen, direktør i den britiske organisation Tax Justice Network, til Information.
Regeringen har netop vedtaget en lavere selskabsskat som en del af vækstplanen. Skattelettelsen koster 4,25 milliarder kroner fra 2016, men De Radikales skatte- og arbejdsmarkedsordfører forsvarer den politiske beslutning på trods af de nye tal.
- Når vi nu vil lempe på selskabsskatten, så er det ikke ud fra en betragtning om, at alle virksomhedsledere i Danmark ønsker det. Det handler om, at skatter har nogle skadelige virkninger for dansk erhvervsliv, siger Nadeem Farooq til Information.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde