VK får ros for at slagte hellig ko

VK-regeringen får ros for at turde slagte dansk politiks hellige ko: Efterlønnen.

Den liberale tænketank Cepos, der ellers har været kritisk over for VK-regeringens økonomiske politik, er tilfreds med efterlønsudspillet.

- Ros til en god tilbagetrækningsreform og til, at VK-regeringen vil slagte dansk politiks hellige ko, efterlønnen, siger cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen.

Men ingen roser uden torne: Cheføkonomen frygter, at VK-regeringen vil bruge de sparede efterlønsmilliarder på at øge det offentlige forbrug.

- For de 18 milliarder kan den offentlige beskæftigelse øges med 36.000 personer. VK-regeringen bør komme denne tvivl til livs og udstede en garanti om, at efterlønspengene ikke bruges på øget offentligt forbrug, siger han.

VK har garanteret, at pengene ikke går til skattelettelser.

- Derfor bør de også garantere, at pengene ikke sendes ud til kommunerne. VK-regeringen har allerede gennemført en historisk udgiftsstigning i danske kommuner, og det har ikke betydet øget tilfredshed med den offentlige service.

- Derfor bør efterlønspengene gå til lavere offentlig gæld, siger Mads Lundby Hansen.

Med efterlønsudspillet kan beskæftigelsen øges med 70.000 personer frem mod 2020, mener regeringen.

- Regeringens plan vil øge den årlige vækst i dansk økonomi med 0,4 procent frem til 2020. Skal den potentielle vækst op på to procent, som vi har været vant til, er der brug for en dobbelt så kraftig reform, fastslår Mads Lundby Hansen.

/ritzau/

Men ingen roser uden torne: Den sparede efterløn bør ikke gå til flere udgifter i den offentlige sektor.

Offentliggjort Sidst opdateret