Husejere skal sprøjte deres haver mindst muligt med pesticider, men brugen bør ikke forbydes. Haveejerne skal i stedet orienteres om, hvordan de sprøjter mest nænsomt i deres haver.
Det siger Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, om, at Århus Kommune vil forhindre haveejere i at bruge sprøjtegifte ifølge Aaarhus Stiftstidende. Kommunen har ifølge avisen før haft sprøjtefri zoner i nye boligområder, men et forbud strider ifølge By- og Landskabsstyrelsen imod EU's regler. Det er en teknisk handelshindring, hvis man forbyder en vare, som kan købes i andre EU-lande, lyder vurderingen.
- Det er ikke regeringens politik at forbyde haveejere at bruge pesticider. I stedet har vi i pesticidhandlingsplanen besluttet at oplyse haveejerne bedre om, hvordan de håndterer pesticider bedst, siger Eyvind Vesselbo.
Hver tredje haveejer bruger sprøjtemidler, viser en undersøgelse fra syv kommuner på Københavns Vestegn. At pesticiderne forurener grundvandet beskriver en ny rapport fra GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland). Fem procent eller 400 af landets vandboringer er forurenet af pesticider.
Miljøminister Karen Ellemann (V) bør sætte By- og Landsskabsstyrelsen på plads, mener Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen.
- Den danske anvendelse af urenset grundvand er unik og bør bruges over for EU som argument for, at vi skal have mulighed for at forbyde anvendelse af pesticider i private haver, siger han i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet