Regeringspartierne og Dansk Folkeparti åbner nu for at ændre racismeparagraffen.
Åbningen kommer, efter at Statsadvokaten for København og Bornholm har tiltalt den kendte samfundsdebattør og formand for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, for racistiske udtalelser om, at muslimer voldtager deres egne børn.
De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, mener imidlertid, at hverken Lars Hedegaard eller hans udtalelser er racistiske.
Naser Khader vil derfor have en politisk diskussion om formålet med racismeparagraffen - og om paragraffen helt bør fjernes.
- Vi skal ikke dømme folk for deres ytringer, men deres handlinger, og derfor må vi have en diskussion af, om det fra starten virkelig var formålet med racismeparagraffen. Jeg mener, at det er et godt eksempel på, hvad man ikke bør bruge racismeparagraffen til, siger Naser Khader.
Dansk Folkepartis kirkeordfører, Jesper Langballe - som selv står tiltalt for racistiske udtalelser efter at have forsvaret netop Lars Hedegaard - er enig.
- Lars Hedegaards udtalelser er overhovedet ikke racistiske. Men i dag blæser fortolkningen af, hvad der er racisme, som vinden, og derfor må vi have fjernet den racismeparagraf, siger Jesper Langballe.
Selv om Venstres retspolitiske ordfører, Kim Andersen, ikke ønsker at kommentere statsadvokatens beslutning, mener han, at der er behov for at modernisere den omstridte paragraf 266b i straffeloven.
- Jeg tror, at man i takt med internationaliseringen af vore samfund - og den større åbenhed generelt - må indrømme, at der er brug for en bredere fortolkning af begrebet ytringsfrihed, end vi har været vant til, siger Kim Andersen men tilføjer:
- Men det skal ikke være en åben ladeport til at bruge ytringsfriheden til at generalisere og forhåne andre, siger Kim Andersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde