Voldtægtscenter: Ofre frygter politiets mistro
Forløbet hos politiet skal forbedres, så flere voldtægtsofre vil anmelde, mener Center for Voldtægtsofre.
Rigtig mange kvinder anmelder ikke deres voldtægt, fordi de frygter, at politiet ikke tror på dem.
Sådan lyder det fra Center for Voldtægtsofre, efter at justitsminister Søren Pind (V) torsdag har foreslået at højne straffen for voldtægtsforbrydere, mens Pernille Skipper (EL) i stedet siger, at man skal fokusere på at få flere dømt i første omgang.
Og netop det med at få flere dømt, erklærer Center for Voldtægtsofre sig enig i.
- Vi har så mange, der ikke anmelder. Hvis man på nogen måde kan forbedre processen hos politiet, så det ikke bliver lige så svært for de voldtægtsramte, så vil det måske blive lettere at anmelde, siger kommunikationsmedarbejder Sara Parding.
Og her mener hun, at man skal kigge på politiets behandling af ofrene.
- Der er rigtig mange ofre, som synes, mødet med politiet er svært, fordi de bliver mødt med kritiske spørgsmål.
Tal fra Center for Voldtægtsofre viser, at 44 procent af de indberettede voldtægter til centret aldrig bliver anmeldt.
Sara Parding oplyser desuden, at det langt fra er alle voldtægter, de har kendskab til.
- Der er rigtig mange, der slet ikke søger hjælp, siger hun.
Det vil derfor ikke hjælpe at højne straffen, mener hun, men i stedet gælder det om at få kvinderne til at komme ud af mørket og anmelde deres overgreb i første omgang.
- De er simpelthen bange for, at politiet ikke tror på dem, siger hun.
Det kan give op til otte års fængsel at begå voldtægt, og i særligt grove tilfælde kan den skyldige få 12 år bag tremmer.
Men den gennemsnitlige straf ligger på 719 dage eller knap to år, viser tal fra Justitsministeriet.
Derfor mener Søren Pind at strafferammen skal udnyttes mere, men ikke nødvendigvis udvides.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub