- Landsledelsen bliver sammensat ud fra en masse politiske hensyn, og det er ikke det samme som den personlige tillid eller sympati, man kan have for mig, lyder det fra Meta Fuglsang.
Hun tabte kampen om den ombejlede post til Mattias Tesfaye og Mette Touborg, selvom Meta Fuglsang havde fået flest stemmer af de tre, da landsmødet skulle vælge landsledelsen.
Ifølge partiets regler er det nemlig ikke de delegerede på landsmødet, der bestemmer, hvem der bliver næstformand. Landsmødet vælger en samlet landsledelse, der så selv udpeger en eller flere næstformænd.
- Man skal ikke stille op til et valg, hvis man ikke kan tåle at tabe det, og min personlige forfængelighed kan sagtens holde til det her, fastslår Meta Fuglsang.
Hun fastslår, at hun er klar til at lægge de personlige stridigheder bag sig og arbejde sammen med den nye ledelse af partiet.
- Jeg var glad for den store personlige opbakning, jeg fik på landsmødet. Men det vigtigste signal er, at landsmødet kræver, at vi står sammen om partiets politik, siger Meta Fuglsang.
- Jeg kender både Mattias og Mette og har ikke noget problem med at samarbejde med dem, tilføjer hun.
SF holdt landsmøde i Kolding i weekenden. Landsmødet var på forhånd udråbt til et af de vigtigste i SF's historie.
Det er kun få måneder siden, at SF for første gang gik i regering, og siden da har den økonomiske krise tvunget partiet til en stribe kompromisser.
Men landsmødet blev et vendepunkt for partiet, mener partiformanden, udenrigsminister Villy Søvndal.
- Dem, der havde troet, at vi ville bruge landsmødet til interne rivegilder, tog fejl. Dem, der troede, at vi ikke kunne bygge bro i SF, tog fejl. Dem, der troede, at SF ikke kunne klare en diskussion, tog fejl, lød det fra Villy Søvndal.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker