Vrede billedkunstnere kritiserer farvel til tvungen kunst i Forsvaret
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har efter ønske fra flere andre partier meddelt, at Forsvaret undtages fra kunstcirkulæret. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Forsvaret skal fritages for at bruge millioner på udsmykning af kasernerne. Men det er historieløst og en hån mod soldaterne, mener billedkunstnere.
Ritzau RitzauFrederik F
Ritzau Ritzaude, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Det er usikre tider i Europa, krigen buldrer i Ukraine, og i Danmark oprustes der massivt på forsvarsfronten.
Det har medført, at Forsvaret helt undtagelsesvist bliver fritaget for det såkaldte kunstcirkulære og derfor ikke skal bruge millioner på udsmykning af eksempelvis kaserner.
Men den politiske beslutning får hård kritik fra landets billedkunstnere. Marie Thams, forperson for Billedkunstnernes Forbund, kalder det historieløst.
For at råbe ministeren op har hun forfattet et længere debatindlæg i Altinget. Her lyder det, at politikerne sender et signal om, at "kunst ikke har nogen relevans i de institutioner, der varetager vores sikkerhed".
Hun uddyber til Ritzau:
Annonce
- Hvis vi tager alt det visuelle, alle fortællinger, al kulturarven ud, så står vi med et råt rum. Der argumenteres for, at vi udelukkende skal prioritere krudt og kugler.
- I mine øjne er det en hån mod soldaternes kompleksitet og menneskelighed.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) meddelte i september, at Forsvaret skulle fritages for kunstcirkulæret.
Han fortalte, at pengene i stedet skal bruges til blandt andet bedre bygninger. Der skulle prioriteres "personelnære tiltag".
Forsvarsministeriets koncern har de sidste ti år brugt omkring 15 millioner kroner på kunst.
Marie Thams påpeger, at det jo ikke er en formue i forhold til, hvor mange milliarder der ellers bruges i Forsvaret. Det er derfor symbolpolitik at undtage Forsvaret fra cirkulæret, mener hun:
- Det er skelsættende, at man vælger at gradbøje en fælles aftale, der ligger, og som har ligget i mange år. Og der er helt klart en frygt for, at det kan blive en glidebane, siger Marie Thams om cirkulæret, der gælder ved alle statslige byggerier.
Hendes forbund har også økonomiske interesser i at udføre kunstopgaverne. Men det er ifølge Marie Thams langtfra alene grunden til, at forbundet går ud med opråbet. Der er principielle spørgsmål på spil.
- Vi kæmper for vilkår og opgaver for vores medlemmer, men også for billedkunstens styrkede rolle i samfundet, siger hun.
Danske soldater har brug for bedre faciliteter og krudt og kugler, har det lydt fra flere forsvarsordførere. Derfor skal der ikke længere bruges tvungne millioner på kunst. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Flere af kunstværkerne, der er lavet, har fået kritik internt i Forsvaret, da de ifølge soldaterne ikke gjorde megen gavn.
Annonce
Forsvarsmediet Olfi har beskrevet, hvordan der med penge fra kunstcirkulæret er lavet en stenmosaik til 1,2 millioner kroner på Haderslev Kaserne.
På Flyvestation Krarup er der brugt 650.000 kroner på et gyngestativ og en figur af et pindsvin tæt ved indgangen.
Fra ordførerne i forsvarsforligskredsen har cirkulæret mødt kritik. DF's forsvarsordfører, Alex Ahrendtsen, sagde til Ritzau i november sidste år, at cirkulærets beståen var "at gøre grin med soldaterne".
- Der er ingen grund til at bruge skattekroner på den slags, når vi mangler krudt og kugler, sagde han.
Diskussionen blev dengang aktualiseret af flere meldinger om en enormt dårlig tilstand på landets kaserner, der manglede at få nogle penge ud til renoveringer.
Helt anderledes ser Alternativet, som ikke er med i forsvarsforliget, på det. Kulturordfører Sascha Faxe er helt på linje med billedkunstnerne.
Der bruges for tiden mange milliarder på Forsvaret. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der tænkes for meget i krudt og kugler og for lidt i gode vilkår for personellet - og her ser hun kunst som en vigtig del.
- Der er også plads til 15 millioner kroner til kunst, som kan gøre hverdagen større, siger Sascha Faxe.
Hun mener, at det er en smule fjollet, at regeringen vil vise handlekraft ved at undtage Forsvaret fra et cirkulære, der koster så forholdsvis få penge:
- Det er en generel tendens, vi ser, med en regering, der sparer nogle meget små beløb på nogle meget essentielle ting for at kunne vise handlekraft, siger Faxe.
Annonce
/ritzau/
Farvel til kunstcirkulære i Forsvaret
* I 2004 trådte det nuværende kunstcirkulære i kraft for udsmykning af statsligt byggeri. Cirkulæret betyder, at der i forbindelse med statsligt byggeri skal afsættes et beløb til kunstnerisk udsmykning, således også på Forsvarets område.
* Her hedder det, at "beløbet til kunstnerisk udsmykning skal svare til 1,5 procent af håndværkerudgifterne eksklusiv moms, således som disse er opgjort i det styrende budget senest på tidspunktet for projektforslag".
* I Forsvaret er der blandt andet blevet brugt penge på udsmykning af forskellig art og bygningsværker, herunder mosaikker, monumenter og malerier.
* Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) besluttede i september, at Forsvaret skal undtages fra kunstcirkulæret. Pengene skal i stedet udmøntes til "personelnære tiltag".
Seneste artikler
Tre NFH-spillere udtaget til landsholdet
- Som at tisse i bukserne: Har fundet 184 millioner kroner i næste års budget
De kom, så - og skred igen
Fortsætter eftersøgningen efter Maibritt
NFH stryger direkte til tops: Storsejr med kedelig bismag
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt