Op mod 1500 vrede mælkebønder fra Frankrig, Tyskland, Belgien, Italien, Holland, Østrig og Luxembourg er samlet i Belgiens hovedstad, Bruxelles, for at protestere mod de mælkepriser, som, de hævder, er så lave, at de ikke kan leve af dem.
Traktorer i hundredvis blokerer gaderne, og demonstranter brænder bildæk af og kaster med æg mod ministerrådsbygningen, hvor de europæiske landbrugsministre er samlet for at diskutere situationen i mejerisektoren.
Mælkebønderne vil have ministrene til at bevilge flere penge, og de får støtte af de to EU-mastodonter, Frankrig og Tyskland.
Danmark derimod ønsker ikke at øge landbrugsstøtten, og det samme gælder Sverige, der har det roterende EU-formandskab.
Også EU-landbrugskommissær Mariann Fischer Boel er skeptisk.
Hun påpeger, at priserne på mælk er begyndt at stige igen.
EU-Kommissionen har med Mariann Fischer Boel arbejdet for at nedbringe landbrugsstøtten og barsler nu med et nyt initiativ, der skal sikre stabilitet i landbrugssektoren. Boel afslører mandag, at kommissionen vil nedsætte en ekspertgruppe, der skal se på de langsigtede udfordringer, sektoren står over for.
Men på gaden kræver mælkebønderne handling og økonomisk hjælp her og nu. Og en ekspertgruppe vil næppe gøre stort indtryk på de vrede mælkebønder.
- Jeg tager ikke hjem, før jeg får en ordentlig pris for min mælk, siger den tyske landmand, Martin Brahm.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned