Her blev Helle Thorning-Schmidt filmet af høje nordkoreanske soldater med telelinser.
De nordkoreanske soldater befandt sig få centimeter fra Helle Thorning-Schmidt kun adskilt af en glasrude, da den danske statsminister krydsede grænsen mellem de to lande i en af FNs blå bygninger, der giver de to lande mulighed for at mødes.
Grænsen går midt igennem det lille træhus og markeres inden for af en sydkoreansk soldat med stramt knyttede næver. Helle Thorning-Schmidt tog nogle få skridt ind i det isolerede kommunistiske land, inden nordkoreanske soldater dukkede op for at kigge ind i bygningen.
-Det her er den kolde krigs sidste bastion. Det er uhyggeligt at være her, og det er utroligt forstemmende at man efter 60 år ser på hinanden med had i øjnene og skarpladte våben, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun er rejst til Sydkorea for at deltage i et internationalt topmøde om atomterrorisme.
Og selvom Nordkorea hverken deltager i mødet eller formelt er sat på dagsordenen, så kaster det atombevæbnede kommunistiske styre lange skygger ind over den sydkoreanske hovedstad Seoul, der ligger kun 50 kilometer fra grænsen til Nordkorea.
- Nordkorea bliver ved med at provokere det internationale samfund. Vi står på grænsen mellem to lande, hvor der på den ene side er fred, demokrati og økonomisk fremgang. På den anden side er der ufrihed og diktatur og samtidig et land, som isolerer sig mere og mere.
- Vi er i en situation, hvor der er en vej tilbage for Nordkorea, men de bliver nødt til at følge reglerne og lade være med at provokere verdenssamfundet, siger Helle Thorning-Schmidt.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde