VU: Afskaf SU'en

Foto: Nicklas Thorsen, VU Guldborgsund

Lokale studerende demonstrerer mod nedsættelse af SU'en. VU's Nicklas Thorsen mener, at SU'en helt skal afskaffes.

Offentliggjort Sidst opdateret

På tirsdag tager en busfuld studerende fra Nakskov til Christiansborg for at deltage i den landsdækkende demontration "unge tager ansvar", hvor de vil have politikerne til at opgive nedskæringer i SU'en.

Men Nicklas Thorsen fra Venstres Ungdom (VU) i Guldborgsund er helt over i den anden grøft og mener at SU'en rent faktisk burde afskaffes helt.

- En uddannelse er en investering i vores fremtid og derfor er det egentlig ikke noget staten behøver at betale os penge for. Istedet for at snakke om forhøjelse af SU, så fjern den. Og så iøvrigt også fjerne fribeløbet således at vi unge kan arbejde alt det vi har lyst til ved siden af vores studie, siger han.

- Det betyder formentlig for mange, at man samtidig med at man studerer på fuld tid også skal have et fuldtidsarbejde for at tjene til dagen og vejen. Hvordan hænger de to ting sammen?

- Det kan godt blive en udfordring for mange. Men der mener jeg, at det er hele vores uddannelsessystem der bør forandres. Uddannelsessystemet skal skrues sådan sammen, at du kan studere, det du skal studere og så samtidig kan arbejde i din fritid, siger Nicklas Thorsen.

- Betyder det, at SU'en rent faktisk er overflødig?

- Der er ufatteligt mange unge, der slet ikke har behov for at få SU, der enten vælger at blive boende hjemme eller på andre måder godt kan klare sig selv, siger han.

- Siger du dermed, at der ikke er nogen studerende der har behov for SU for at kunne økonomien til at hænge sammen?

- Nu skal man også passe på med at generalisere og sige at alle ikke har behov for SU, men vi har allesammen et ønske om at vi skal tage ansvar og det er også parolen for demonstrationen på tirsdag. Fint nok, hvis vi så er enige om at unge skal tage ansvar, så burde man også starte med at anerkende det vi siger i VU, nemlig, at vi også må tage ansvar for den uddannelse vi skal have. Og samtidig skal vi anerkende det faktum, at uddannelse ikke er noget staten skal betale os for at tage, men at det er en investering vi hver især laver, siger han.

- Ved afskaffelse af SU'en kan man så ikke risikere at tabe nogle unge på gulvet, fordi de ikke vil kunne få økonomien til at hænge sammen?

- Det tror jeg ikke. At tage en uddannelse er jo et valg du selv træffer og så indebærer det valg jo også at du vælger af foretage en investering. Det kan kaldes frihed under ansvar, hvor du så tager ansvar for det valg du træffer, siger Nicklas Thorsen.