Wammen kræver OSCE's observatører frigivet
Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) kræver, at kidnapperne i Ukraine straks løslader de observatører, heraf en dansker, fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), der er tilbageholdt i det østlige Ukraine nær byen Slavjansk.
- OSCE er aktivt gået ind i forhandlinger med de folk, som har tilbageholdt OSCE-observatørerne. Jeg bakker naturligvis op om OSCE's bestræbelser.
- Det er selvsagt helt uacceptabelt, at observatørerne er blevet holdt tilbage. Gruppen bør hurtigst muligt sættes fri igen, siger Nicolai Wammen i en pressemeddelelse
Sammen med syv repræsentanter fra OSCE samt fem ukrainske officerer blev den danske observatør fredag kidnappet af bevæbnede separatister.
Den lokale oprørsleder og selvudnævnte borgmester for separatisterne i Slavjansk, Vjatjeslav Ponomarjov, har bekræftet, at OSCE-gruppen er tilbageholdt. Han har anklaget observatørerne for at være spioner for Nato, skriver nyhedsbureauet AFP.
Efter tilfangetagelsen har de prorussiske oprørere ikke lagt skjul på, hvem de har kidnappet. I en YouTube-video fremvises identitetskortene på blandt andre den danske observatør.
- Vi har en formodning om, at det er helt almindelige efterretningsfolk, der har udført deres efterretningsarbejde på vores territorium, siger Ponomarjov i videoen på YouTube.
Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) understreger, at den danske regering arbejder utrætteligt på at få frigivet observatørerne.
- Vi arbejder på højtryk og er i tæt kontakt med blandt andet OSCE, Tyskland og andre berørte lande i vore bestræbelser på hurtigst muligt at få observatørerne fri igen. Det er vigtigt, at OSCE's arbejde i Ukraine respekteres, siger Nicolai Wammen.
/ritzau/
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet