Wammen: Ny S-kurs ændrer intet i EU
Europaminister Nicolai Wammen (S) har ingen ny besked med til mandagens møde med sine EU-kolleger, selv om det på Socialdemokraternes kongres i Aalborg i weekenden blev besluttet, at partiet vil arbejde for indførelsen af en europæisk finansskat.
- Der er ikke nogen nye meldinger fra den danske regering på baggrund af den kongres, vi lige har haft (...). Vi arbejder efter det regeringsgrundlag, der er.
- Vi har hele tiden haft som endemål, at der skal komme en global finansskat. Det, der har været diskuteret på kongressen, er, om man kan have en europæisk som mellemstation, siger Wammen på vej ind til mødet i Bruxelles.
Han understreger, at en beskatning af finansielle transaktioner ikke må gå ud over vækst og beskæftigelse i Danmark. Og han betoner, at vedtagelsen er del af Socialdemokraternes plan frem til 2032.
Debatten om en ny EU-skat på finansielle transaktioner har det seneste år været hård både i dansk og europæisk regi.
I EU har især Frankrig presset på, mens Storbritannien har været lodret imod. I den danske regering er De Radikale imod, mens baglandet i både S og SF har presset deres partiledelser for at støtte idéen.
Der står i regeringsgrundlaget, at S-R-SF vil arbejde for en skat på globalt plan. Weekendens nye melding fra S fik søndag også en kølig modtagelse fra De Radikales gruppeformand, Marianne Jelved.
- Det regeringsgrundlag, der er nu, det står jo til troende, og er jo det, der gælder. Og set ud fra den betragtning, så er det svært at se, at vi skulle ændre mening, siger Jelved til Ritzau.
Skatten er indirekte på dagsordenen på europaministrenes møde mandag, hvor de diskuterer EU's syvårige budgetramme fra 2014-20. Her står provenuet fra skatten opført som en kommende indtægt for EU.
Det er dog tvivlsomt, om skatten bliver til noget. Det har ikke været muligt at få alle 27 EU-lande med på idéen, så nu undersøger en mindre gruppe lande, om de kan gøre det i deres begrænsede kreds. Danmark indgår ikke i de forhandlinger, siger Wammen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned