Wammen om EU-storm: En ærgerlig sag

Europaminister Nicolai Wammen (S) ærgrer sig over, at ledende skikkelser i EU-Parlamentet lægger op til at lamme forhandlingerne med de 27 medlemslande, som Danmark repræsenterer indtil slutningen af juni.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men når det er sagt, fremhæver han, at der ikke er lagt op til at droppe samtlige forhandlinger med danskerne.

- Der er til gengæld en diskussion torsdag med formanden for parlamentet og lederne af grupperne om, hvorvidt man over for rådet på det retslige område vil tage nogle skridt i forhold til samarbejdet med ikke alene Danmark, men alle 27 medlemslande.

Det siger Nicolai Wammen efter et møde med parlamentets formand, Martin Schulz, i Strasbourg.

- Dermed har formanden sendt et meget klart signal om, at der ikke bliver lagt op til nogen generel boykot af det danske formandskab, fortæller ministeren.

Parlamentarikerne har set sig sure på Danmark, fordi den danske regering i sidste uge forhandlede en aftale på plads om Schengen-reformen, hvor man i sidste øjeblik ændrede i juraen, så parlamentet står uden for indflydelse.

- Vi står inde for den beslutning, der er truffet omkring Schengen. Det er en aftale, der er lavet mellem 27 lande, hvor alle står på mål for det.

- Vi vil gerne samarbejde med parlamentet om alle sager, og jeg synes, det er ærgerligt, hvis der er nogle områder, hvor parlamentet ikke i en periode ønsker at forhandle videre med rådet, siger Nicolai Wammen.

Samtidig understreger han, at formandskabet "er i arbejdstøjet" og fortsat arbejder sammen med parlamentet og kommissionen i de såkaldte triloger.

- Der er intense forhandlinger i gang. Vi arbejder tæt sammen med både kommissionen og parlamentet.

- Vi har nogle sager, hvor det er utrolig vigtigt, at vi kommer i hus, blandt andet energieffektivitetsdirektivet. Og jeg tror, alle kan se, det er fornuftigt, at vi her får en aftale, siger Nicolai Wammen.

/ritzau/