Wind tager mediepause trods ministerkritik

EU-forskeren Marlene Wind fortsætter sin pause fra medierne. Også selv om forskningsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) kalder det uhensigtsmæssigt, at hun og Københavns Universitet har besluttet at holde pause fra den offentlige debat.

Det siger Marlene Winds institutleder, Lars Bo Kaspersen, fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

- Det har været nødvendigt for Marlene at tage beslutningen sammen med mig om at holde pause. Det er ikke udtryk for, at hun ikke kommer tilbage, men som situationen er lige nu, er det ikke muligt, siger Lars Bo Kaspersen.

Forskningsministeren siger til Ritzau, at "det er et led i at være forsker, at man bidrager med sin viden. Vi har brug for, at de ytrer sig. Danmark investerer årligt 20 milliarder kroner i offentlig forskning, hvis viden skal komme samfundet til gavn."

- Det sker blandt andet ved, at vi som samfund løbende kan trække på forskernes viden. Derfor har forskerne nærmest ytringspligt, siger Charlotte Sahl-Madsen.

Lars Bo Kaspersen påpeger, at Marlene Wind har andre opgaver end at ytre sig for eksempel eksamen, forskning og undervisning. Han understreger, at Marlene Wind ikke holder mediepause for evigt.

- Når vi når over på den anden side af sommerferien, ser vi situationen an. Så tager vi en beslutning om, hvornår det vil være hensigtsmæssigt, siger Lars Bo Kaspersen.

Han og Marlene Wind besluttede hendes mediepause, efter at hendes kritik af regeringens grænseaftale med Dansk Folkeparti blev kraftigt kritiseret af integrationsminister Søren Pind (V) og Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard.

Marlene Wind selv har ingen kommentarer til forskningsministerens opfordring til at bryde mediepausen.

/ritzau/

Marlene Wind fortsætter sin mediepause, selv om videnskabsminister mener, at forskere har "ytringspligt".

Offentliggjort Sidst opdateret