Færdigt arbejde om et år
Gennem bebyggelsen, fra nord til syd, bliver der et indre stræde med plads til at tage ophold på bænke, spadsere eller cykle. Boligerne i Rørbæk Huse-projektet opføres i samarbejde med totalentreprenør Adsbøll Entreprise A/S. Foto: Model af Sweco Architects
Model af Sweco Architects
Efter en pause går byggeriet af Rørbæk Huse atter i gang.
SAKSKØBING Der bliver nu sat fuld fart på byggeprocessen på pladsen med de kommende 37 almene boliger på den gamle Rørbæk Skole-grund igen. Byggeriet har stået stille de seneste fem uger på grund af en konkurs hos en underleverandør, fremgår det af en pressemeddelelse fra Sakskøbing Boligselskab.
Men det forventes, at det "tabte" arbejde kan indhentes, og at det nye Rørbæk Huse står færdigt til planlagt tid, hvilket vil sige til december næste år.
- Vi har været så ærgerlige over, at byggeprocessen for en stund gik i stå, så glæden er stor nu, hvor den kan gå i gang igen, fortæller formand for Sakskøbing Boligselskab, Lene Rørholt.
Konkurs og stadeopgørelse
Mange har nok bemærket, at der de seneste fem uger har været stille på den ellers så aktive byggeplads. Det skyldes ifølge boligselskabet, at den underentreprenør, som skulle lave jordarbejdet, er gået konkurs. Efterfølgende skulle konkursboet have lavet en såkaldt stadeopgørelse, og herefter har totalentreprenøren måttet bruge noget tid på at finde en anden underentreprenør. Men nu er arbejdet i gang igen, og det gælder også hen over jul og nytår.
- Med den ekstra indsats de kommende uger forventer totalentreprenøren at kunne indhente det tabte arbejde, og dermed holder aftalen om færdiggørelse til december næste år fortsat. Så det er vi naturligvis glade for, tilføjer Lene Rørholt.
De 37 nye boliger bliver opført i både et og to plan fra 83 til 102 kvadratmeter og bliver fordelt på to "gårde", der kommer til at ligge om et fælles indre gårdrum. Arkitekturen lægger op til, at beboerne både kan dyrke fællesskabet i gårdmiljøet eller trække sig tilbage på de private terrasser.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde