Kæmpe flydekran er ankommet

Flydekranen løftes fra fragtskibet "Hollum" til byggepladsen på Masnedø. Foto: Vejdirektoratet/Ulrik Blindum

En vigtig milepæl er nået i byggeriet af den nye Storstrømsbro.

Offentliggjort Sidst opdateret

STORSTRØMMEN En kæmpe flydekran er nu ankommet til byggepladsen, hvor den skal bruges til at placere færdigstøbte fundamenter til den kommende Storstrømsbro.

Flydekranen ankom med fragtskibet "Hollum" til Vordingborg Havn på Masnedø efter at være blevet sejlet op fra Norditalien.

Den enorme flydekran fra leverandøren Fagioli blev transporteret som et samlesæt, der tog fem dage at losse. Den vil de kommende uger blive sat sammen og derefter testet, så den er klar til at løfte de store fundamenter til bropillerne på plads i Storstrømmen. Kranen er blevet brugt på andre store byggeprojekter rundt omkring i verden, men er til Storstrømsprojektet blevet særligt tilpasset til opgaven.

- Det er en utrolig stærk kran, som kommer til at løfte op mod 2.500 tons tunge fundamenter, så der er i høj grad tale om specialværktøj i stor skala. Det er en vigtig milepæl for Storstrømsprojektet, og vi glæder os til at se den i aktion ude på vandet, siger projektchef Niels Gottlieb fra Vejdirektoratet.

Kranen skal monteres på to store flydepramme, som kommer fra Norge, og vil i samlet udgave være 60 meter på hver led og 28 meter høj. Når fundamenterne er støbt i fabrikshallerne på Masnedø, bliver de bugseret ud under kranen, som derfra sænker dem ned på havbunden.

Kranen kom sejlende fra Italien og skal stå på flydepramme fra Norge. Foto: Vejdirektoratet/Ulrik Blindum
Fragtskibet "Hollum" lægger til kaj i Vordingborg Havn. Foto: Vejdirektoratet/Ulrik Blindum
Flydekranen blev transporteret som et samlesæt. Foto: Vejdirektoratet/Ulrik Blindum
Det tog fem dage at losse elementerne fra kranen. Foto: Vejdirektoratet/Ulrik Blindum
Fragtskibet "Hollum" ankommer til Vordingborg Havn, Masnedø. Foto: Vejdirektoratet/Ulrik Blindum