Uvist om batteritog kommer til Lolland
Hvis Lokaltog køber 18 batteritog, er det ikke givet, de kommer til at køre til Nakskov. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Hvis Lokaltog køber batteritog, er det ikke givet, de sættes ind på Lollandsbanen.
LOLLAND Som Folketidende skrev tirsdag, arbejder Lokaltog - der driver blandt andet Lollandsbanen - på en plan om at indkøbe 18 batteritog. De skal afløse 20 gamle IC2-dieseltog, der kører på blandt andet Lollandsbanen. Men hvis planen bliver til noget, vil batteritogene så rent faktisk blive indsat på Lollandsbanen?
Det fremgår ikke tydeligt af sagsfremstillingen i regionens udvalg for regional udvikling. Her nævnes det ganske vist, at batteritogene vil give bedre muligheder for direkte tog mellem Nakskov og København - og det må jo forudsætte, at de indsættes på Lolland. Men i et bilag står der også, at "antallet af ladestandere og dermed udgifterne hertil vil afhænge af, hvilken bane batteritogene skal betjene".
Folketidende spurgte derfor Lokaltog, om et køb af batteritogene vil betyde, at de indsættes på Lollandsbanen. Det kunne Lokaltog ikke umiddelbart svare på, men efter to døgns betænkningstid skriver Lars Wrist-Elkjær, der er administrerende direktør for Lokaltog:
"Lokaltog afventer den politiske behandling af det fremlagte forslag om indkøb af 18 batteritog som erstatning for de nuværende IC2-tog, Regiosprintere og tre togsæt, som Lokaltog har lejet frem til udgangen af 2025. Strategien tager udgangspunkt i Lokaltogs samlede behov for udskiftning af eksisterende tog, og der er ikke truffet beslutning om, hvilke strækninger der skal betjenes af batteritog."
Det er med andre ord ikke givet, at det er Lollandsbanen, der vil få de nye batteritog. I stedet kan det ende med, at de indsættes på en anden af Lokaltogs strækninger, hvorefter de gamle tog derfra overføres til Lollandsbanen, så IC2-togene her kan udfases.
Lokaltog har i dag 58 togsæt og planlægger at leje tre ekstra togsæt fra Nordjyllands Trafikselskab. Købet af batteritogene vil altså medføre, at omkring en tredjedel af Lokaltogs togsæt kan udskiftes.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker