1-0 over Randers: Horsens slår fra sig i bundstrid
Nogle point virker bare vigtigere end andre. Tre af dem fik AC Horsens søndag eftermiddag, da østjyderne slog Randers FC 1-0.
Sejren betyder, at AC Horsens trækker tre point fra Silkeborg IF, der ligger på sidstepladsen i Superligaen.
Hjemme på Casa Arena blev forsvarsspilleren Morten Rasmussen matchvinder på et hovedstødsmål, der måtte via overliggeren for at finde vej til netmaskerne.
Den uskønne scoring passede perfekt til kampen, der var fyldt med fejlafleveringer og meget spil på midten af banen. Begge mandskaber prioriterede fysisk styrke og forsigtighed.
Der kom liv i det nervøse hjemmepublikum første gang efter små 10 minutter. Martin Retov spillede med en smuk indenomsaflevering Jeppe Mehl helt fri, men kantspilleren brændte.
Retov gjorde comeback i sidste uge for Horsens, og han har i den grad været savnet hos bundholdet. Selv om han ikke længere ligner en, der kan løbe fra felt til felt i alle 90 minutter, så er han sublim med bolden og balancerer spillet.
Randers kom bedre med som første halvleg skred frem, men det blev aldrig imponerende, dét Superligaens nummer tre leverede.
Syv minutter før pausen faldt det forløsende mål. Horsens André Bjerregaard lagde smart bolden på tværs af målfeltet med ydersiden af foden.
Her kom Morten Rasmussen stormende og headede bolden i mål.
Randers formåede ikke at lægge et ordentligt pres i anden halvleg, og Horsens var bedst, uden at de skabte mange chancer.
Randers-målmand David Ousted måtte dog hive en fantomredning op af hatten med et kvarter igen, da han viftede Troels Kløves afslutning fra kort afstand over mål.
Med nederlaget i Horsens har Randers FC kun skrabet ét point sammen i fire kampe og kan mandag blive indhentet på tredjepladsen af AaB.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde