1. division: Silkeborg-debutanter nedlægger Brønshøj

Superliga-nedrykkerne fra Silkeborg tog søndag det første skridt af mange mod tilbagevenden til Danmarks bedste fodboldrække.

Offentliggjort Sidst opdateret

Træner Jesper Sørensens mandskab åbnede sæsonen i 1. division på hjemmebane mod Brønshøj, der blev slået med 4-1.

Silkeborg har tilsyneladende hentet en fin erstatning for den tyske bomber Marvin Pourie, der er skiftet til FC København. I Skive har midtjyderne fundet Morten Beck Andersen, der scorede 18 mål for skibonitterne i sidste sæson.

Den 25-årige angriber fortsætter i samme stil for Silkeborg med to mål i åbningskampen.

Efter 12 minutter gjorde han det til 1-0, og i begyndelsen af anden halvleg øgede han til 3-0. Indimellem nåede en anden debutant, midtbanespilleren Christian Sørensen, at score til 2-0. Sørensen er hentet i OB før sæsonen.

Adeola Runsewe gjorde det senere til 4-0 for Silkeborg, inden gæsternes Casper Højer Nielsen reducerede.

Hjemmeholdet havde hele tre debutanter i startopstillingen, da Kasper Jensen vogtede målet i premierekampen. Kasper Jensen er kommet til fra Vejle Boldklub.

Netop Vejle, der i sidste sæson kæmpede med om oprykning, fik en elendig start på sæsonen hjemme mod Vendsyssel FF, der sejrede med 3-1.

Vejle-spillerne måtte på hjemmebanen optræde i klubbens udebanetrøjer, efter at de nye hjemmebanedragter i midten af juni sank ned på havet bund, da et skib med Vejle-trøjerne om bord knækkede i to dele ud for Yemens kyst.

/ritzau/