12 svømmere er VM-klar efter Danish Open
Mie Ø. Nielsen er et stykke fra tidligere styrke, men er dog fortsat Danmarks hurtigste i 100 meter rygsvømning. (arkiv) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Tobias Bjerg satte dansk rekord i 50 meter brystsvømning på sidstedagen af Danish Open.
Den danske delegation til sommerens VM i svømning er oppe på 12 svømmere efter Danish Open, der sluttede tirsdag.
Otte kvinder og fire mænd er der på det foreløbige hold, som sportsafdelingen i Dansk Svømmeunion har udtaget til verdensmesterskabet, der finder sted i Gwangju i Sydkorea i slutningen af juli.
Landstræner Stefan Hansen kan se tilbage på et Danish Open, der alt i alt har været en blandet oplevelse.
- Det har været et stævne med både ned- og opture, hvor sidstnævnte især skal ses i forhold til de flotte danske rekorder på herresiden, siger landstræneren i en pressemeddelelse.
- Vi har på alle fem stævnedage set en masse talentfulde svømmere i bassinet, og nu gælder det så, at vi skal sammen finde vejen til at få forløst svømmernes talent, så de kan rykke på et internationalt topniveau.
- Jeg synes, at vi på baggrund af Danish Open har fået udtaget et foreløbigt stærkt VM-hold, hvor der fortsat er plads til, at endnu et par stykker kan kvalificere sig ved weekendens kvalifikationsstævne i Stockholm, siger Stefan Hansen.
Tirsdag formiddag satte 20-årige Tobias Bjerg dansk rekord i 50 meter brystsvømning, og senere på dagen forbedrede han tiden, så rekorden nu lyder på 27,28 sekunder.
I stævnets sidste løb vandt OL-bronzevinderen Mie Ø. Nielsen kvindernes 100 meter rygcrawl i en tid, der ikke var under VM-kravet. Hun er dog udtaget til VM som del af medleyholdkappen.
Følgende 12 svømmere udgør Danmarks foreløbige VM-hold:
Alexander Aslak Nørgaard, Anton Ørskov Ipsen, Emilie Beckmann, Emily Gantriis, Jeanette Ottesen, Julie Kepp Jensen, Mathilde Schrøder, Mie Ø. Nielsen, Pernille Blume, Signe Bro, Tobias Bjerg og Viktor Bromer.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker