12 Tour-ryttere er færdige efter styrt

Foto: Pascal Pavani /Scanpix

Sidste dag inden bjergene blev skæbnesvanger for 12 Tour de France-ryttere, der efter det voldsomme styrt på 6. etape må udgå.

Offentliggjort Sidst opdateret

Klassementhåbet og Giro d'Italia-vinderen Ryder Hesjedal fra Garmin-Sharp er blandt de ryttere, der lørdag ikke er i stand til at stille til start.

- Hesjedal kommer ikke til start. Det er trist, men han kommer tilbage, skriver holdets manager Jonathan Vaughters på sin Twitter-profil.

Også den tredobbelte spanske eksverdensmester Oscar Freire er ude af Touren med brækkede ribben og en perforeret lunge.

Fredagens 205 kilometer lange etape fra champagnebyen Epernay til Metz var præget af nervøsitet og styrt.

Værst ramt er Wout Poels fra Vacansoleil, som blev den helt store taber.

Liggende i grøftekanten fik han hurtigt behandling af lægerne, og hollænderen blev hastigt kørt til et militærhospital i Metz, hvor det blev konstateret, at han har sprængt sin milt og en nyre, beskadiget lungerne og brækket tre ribben.

- Hans tilstand er stabil, siger en repræsentant fra Vacansoleil ifølge Cyclingnews.com om den 24-årige rytter.

Flere af Saxo Bank-Tinkoff Bank-rytterne var også ramt af styrt, men alt i alt slap det danske hold billigt.

- Det var virkelig voldsomt. Det tog os lang tid at komme forbi de styrtede ryttere. Man flytter jo ikke lige folk, der ligger på asfalten og skriger, siger holdejer Bjarne Riis.

Lørdag formiddag har 12 ryttere måttet opgive at stille til start på 7. etape som en konsekvens af fredagens styrt.

Mens fire ryttere allerede måtte opgive under 6. etape, lyder den sidste melding på, at yderligere otte ryttere ikke stiller til start lørdag:

Fire ryttere gennemførte ikke 6. etape

Tom Danielson (Garmin-Sharp): Skader på skulder, ankel og ryg

Mikel Astarloza (Euskaltel-Euskadi): Forvridning af albuen

Davide Vigano (Lampre-ISD): Kravebensbrud

Wout Poels (Vacansoleil); Skader på nyre, milt og lunger samt tre ribbensbrud

Otte ryttere stiller ikke til start på 7. etape

Maarten Wynants (Rabobank): Ribbensbrud og punkteret lunge

Oscar Freire (Katusha): Tre ribbensbrud og punkteret lunge

Hubert Dupont (AG2R La Mondiale): Brud på armen og en af lændehvirvlerne

Amets Txurruka (Euskaltel-Euskadi): Kravebensbrud

José Ivan Gutierrez (Movistar): Knæskade

Imanol Erviti (Movistar): Skader på benet

Ryder Hesjedal (Garmin-Sharp): Blodansamlinger ved hoften

Robert Hunter (Garmin-Sharp): Rygskade

/ritzau/