Kurs mod 1.-division.
Randers FC formåede heller ikke i klubbens 14. forsøg at hente sæsonens første sejr i SAS Ligaen. Søndag blev kronjyderne besejret på hjemmebane af et angrebslystent Silkeborg-hold, der sikkert vandt 2-0 efter en fornem første halvleg.
Allerede efter et lille kvarter hamrede Frank Hansen Silkeborg foran, og med 10 minutter til pausen fordoblede Rajko Lekic føringen.
På sidelinjen var det en højtråbende og tydeligt frustreret Randers-træner Ove Christensen, som forgæves forsøgte at råbe gejsten tilbage i sine spillere, og i anden halvleg kom hjemmeholdet også frem til flere større chancer. Men symptomatisk for denne Randers-sæson manglede der gang på gang den sidste skarphed i de talrige afslutninger.
Det var Ove Christensens tredje ligakamp i spidsen for Randers, efter han tog over fra fyrede John "Faxe" Jensen. De forgangne to SAS Liga-runder havde Ove Christensen ellers hentet to point til Randers, og det havde givet holdet fornyet håb i bunden af ligaen. Men med nederlaget mod Silkeborg ser det fortsat sort ud for Randers.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker