16-årig moser legende og forlænger eventyr ved VM i dart
Luke Littler var vundet sine hidtil fire kampe ved VM i sikker stil. Foto: Zac Goodwin/Ritzau Scanpix
Luke Littler er i kvartfinalerne ved VM i dart efter en sikker sejr over Raymond van Barneveld.
Kometen Luke Littler er blandt de otte sidste spillere ved VM i dart.
Lørdag aften snuppede den kun 16-årige englænder således en stor skalp, da han i sikker stil slog 56-årige Raymond van Barneveld, der er en af sportens mest vindende spillere, 4-1 i sæt.
Littler er dermed klar til en kvartfinale mod nordirske Brendan Dolan, som tidligere lørdag eliminerede skotten Gary Anderson. Den afvikles 1. januar.
Teenageren var bookmakernes favorit mod Raymond van Barneveld og stod fint for presset i et spændingsmættet Alexandra Palace, men det var ikke hvem som helst, han satte effektivt til vægs.
Hans 40 år ældre modspiller har som kun én af tre spillere vundet VM fem gange - første gang i 1997 og senest i 2007 - men på alle parametre var vidunderdrengen bedst lørdag.
I tredje sæt kom der for første gang lidt grus i maskineriet, da en ganske velspillende Raymond van Barneveld hævede sit niveau og pressede på, men da sættet skulle lukkes, var Littler iskold.
Littler er regerende ungdomsverdensmester, og han satte med sin sejr over hollandske Christian Kist i første runde to rekorder ved sit første VM i PDC-regi for de voksne.
Han blev dels den yngste vinder af en VM-kamp, og hans snit på 106 point i 3-0-sejren var desuden det bedste i en VM-debut nogensinde.
Siden blev det til 3-1 i sæt over Andrew Gilding i anden runde og 4-1 over canadiske Matt Campbell i tredje runde.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned