16-årig vandt overraskende DM-medalje

Århus Den personlige rekord havde 16-årige Cecilie Frank sikret sig allerede, inden hun hoppede i bassinet i Århus.

Hun havde nemlig aldrig tidligere prøvet at svømme en 1500 meter på en langbane (50 meter bassin) før. Ingen kunne have forudset, hvad der ventede. Cecilie Frank åbnede i et imponerende tempo - og nok så vigtigt: hun holdt det hele vejen.

Hun var den fjerdehurtigste der nåede 100 meter, og hun var stadig nummer fire efter 900. Konstant lå hun og kæmpede mod Lea Wiencke fra Søllerød. Efter en kilometer rykkede Cecilie Frank forbi, men det forblev tæt. Frank holdt tempoet og tog bronzen med ti sekunders margin til Lea Wiencke. Hun var dog ikke i nærheden af guld og sølv.

Hun var 30 sekunder hurtigere end sin personlig bedste tid på 1500 - dog sat på kortbane. Tiden var så god, at hun oven i købet er kvalificeret til seniorernes finale, som finder sted i dag.

- Det var et fantastisk flot og veldisponeret løb af Cecilie. Det havde ingen regnet med. Det var meget imponerende, sagde træner Bo Røse fra Svømmeklubben Syd.

Flere andre svømmere fra Lolland-Falster var i bassinet i går.

20-årige Jon Thonesen svømmede 50 meter fri for seniorer. Han gik videre fra først indledende og siden hen semifinalen. I semifinalen pløjede han gennem klorvandet i tiden 24,32 sekunder. Det var ny personlig rekord og ny klubrekord for Svømmeklubben Syd. Thonesen svømmer finalen i dag.

16-årige Martin Pedersen fra Svømmeklubben Syd blev nummer 13 i 800 meter fri for juniorer i en flot tid. 8.59,66 minutter, lød hans nye personlige rekord.

Nakskov Svømmeklub havde flere juniorsvømmere i vandet. Bedste placeringer hentede de i pigernes 200 meter medley. Pernille Hansen blev nummer syv, og Anna Munk Andersen blev nummer otte. Anna Munk Andersen - der i tirsdags blev dansk mester i 50 meter rygsvømning - havde håbet på lidt mere. Hun får chance for revanche, når hun i dag svømmer 200 meter ryg på sidstedagen af det seks dage lange DM-stævne.

Se resultatbørsen




Med sensationelt løb vandt 16-årige Cecilie Frank fra Svømmeklubben Syd i går bronze for juniorer ved DM i Århus.

Offentliggjort Sidst opdateret