Det danske U/21-landshold i fodbold kan lørdag banke Island med historisk store cifre i den sidste gruppekamp og alligevel være ude af turneringen på dansk grund, hvis Hviderusland samtidig slår Schweiz med 2-1, 3-2, 4-3 og så videre.
Det meddeler det europæiske fodboldforbund (Uefa) på dets hjemmeside, efter at der onsdag var tvivl om, hvorvidt Danmark eller Schweiz ville avancere til semifinalen, hvis Danmark sejrede over Island og Hviderusland besejrede Schweiz med 2-1.
Vinder Danmark og Hviderusland på lørdag har begge hold seks point, hvilket førerholdet i gruppe A, Schweiz, allerede har.
Ender det med en hviderussisk sejr på 3-2, 4-3, 5-4 etc., så går Schweiz og Hviderusland videre, fordi de begge har scoret flere mål end Danmark i trioens indbyrdes opgør.
Uklarheden onsdag opstod, hvis Hviderusland slår Schweiz 2-1 - og Danmark samtidig slår Island. I så fald har alle tre nationer seks point, men hviderusserne har så en målscore i de tre indbyrdes opgør på 3-3, mens både Danmark og Schweiz har 2-2.
Dermed er Hviderusland videre, og så var spørgsmålet, om Danmark eller Schweiz skulle med i semifinalen. Reglerne i kvalifikationsspillet forud for slutrunden pegede på Schweiz, der vandt over Danmark og dermed er bedre indbyrdes.
Den regel er bare ikke med i slutrundereglerne, men nu har Uefa altså fået styr tingene, uden at der står noget mere uddybende på hjemmesiden.
De to semifinalister findes på følgende måde, hvis de tre hold ender på seks point:
1. Indbyrdes kampe mellem de tre hold
2. Måldifference for de tre hold
3. Flest scorede mål i indbyrdes kampe mellem de tre hold
4. Måldifference i alle gruppekampe
Scenarier er som følger, hvis Danmark slår Island:
1. Hvis Hviderusland slår Schweiz med 1-0 eller med større måldifference, så går Danmark og Hviderusland videre.
2. Hvis Hviderusland slår Schweiz med 2-1, så er Danmark færdig ved EM.
3. Hvis Hviderusland slår Schweiz med 3-2, så går Hviderusland videre sammen med Schweiz. Det samme gør sig gældende med hviderussiske sejre på 4-3, 5-4, 6-5 og så videre.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker