20-årigt slovensk stjerneskud fortsætter storspil i NBA-sejr

Luka Doncic (med bolden) stod for 41 point, ti assister og seks rebounds, da han var med til at føre Dallas Mavericks til sejr over Houston Rockets. Foto: Troy Taormina/Ritzau Scanpix

Luka Doncic spillede igen forrygende, da Dallas Mavericks på udebane slog Houston Rockets i NBA.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dallas Mavericks' nye stjerne, den 20-årige slovener Luka Doncic, fortsætter med at imponere i verdens bedste basketball-liga, NBA.

Søndag aften gik han igen forrest, da han med 41 point var med til at sikre en 137-123-sejr på udebane mod Houston Rockets.

Doncic har gang i sin anden sæson i NBA. I sin første sæson viste han også prøver på sit store talent og blev udpeget som bedste førsteårsspiller. Han har dog været endnu mere forrygende i starten på den indeværende sæson.

I gennemsnit laver han næsten en tripledouble per kamp. Det betyder, at man i tre af de vigtigste statistiske kategorier er noteret for et tocifret antal.

Doncic har i snit 30,6 point, 9,8 assister og 10,1 rebounds per kamp.

- Luka styrer showet, siger hans lettiske holdkammerat, Kristaps Porzingis.

- Vi er alle afhængige af ham i det meste af kampen, og han spiller utroligt lige nu. Jeg er virkelig glad på hans vegne, siger Porzingis.

Med sejren søndag aften ligger Dallas Mavericks nummer fire i Western Conference med 11 sejre og fire nederlag.

Houston Rockets, der blandt andet råder over profilerne James Harden og Russell Westbrook, ligger nummer seks med 11 sejre og seks nederlag.

Efter en periode med otte sejre i træk har Rockets nu tabt tre i træk.

Los Angeles Lakers med den 34-årige superstjerne LeBron James ligger nummer et i Western Conference med 14 sejre og blot to nederlag.

James scorede 30 point, da Lakers natten til søndag på udebane tog en snæver sejr på 109-108 over Memphis Grizzlies.