21-årig håndboldprofil stopper karrieren
Mathilde Hylleberg var en del af den danske trup ved EM-slutrunden i 2018. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mathilde Hylleberg ønsker ikke at være professionel håndboldspiller og stopper derfor karrieren som 21-årig.
Den 21-årige håndboldspiller Mathilde Hylleberg stopper karrieren.
TTH Holstebro skriver i en pressemeddelelse, at fløjspilleren har valgt at droppe håndbolden for at gå i en anden retning.
- Jeg er mere end håndbold-Mathilde. Jeg har andre menneskelige kvaliteter, som jeg har brug for at prøve af, og nu er tiden inde til, at det er det, jeg skal, siger hun.
Hylleberg, der flere gange har været inde omkring landsholdet og var med til EM i 2018, holdt i forvejen pause på ubestemt tid.
Hun havde kontrakt med TTH Holstebro til sommeren 2021.
- Jeg har i næsten ti år haft håndbolden som min klare førsteprioritet og har haft en hverdag, som fra morgen til aften var styret af håndbolden.
- På trods af at jeg har haft store oplevelser med TTH og med diverse landshold og mødt masser af dejlige mennesker, som jeg aldrig ville være foruden, har jeg i løbet af det seneste halve år stille og roligt mærket en faldende motivation og manglende fysisk og mentalt overskud.
Hylleberg nåede ni kampe for A-landsholdet og repræsenterede senest de rød-hvide farver i marts sidste år. Hun blev noteret for 13 scoringer.
Hos TTH Holstebro er man ærgerlig over, at klubben fremover må undvære den talentfulde fløj.
- Både som person og som spiller har hun givet os masser af dedikation, siger TTH-direktør John Mikkelsen.
- Og med sin personlighed og sit håndboldmæssige potentiale og kvaliteter, har hun været en fantastisk TTH-ambassadør over for både sponsorer, tilskuere, frivillige og klubfolk, både store og små. Vi kommer til at savne hende, og vi håber hun i fremtiden kigger forbi Gråkjær Arena som TTH-fan.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde