21 sendte fusion til hjørne

Med et rungende ja stemte B.1901's medlemmer i aftes for en fusion med B.1921. Men B.1921 var ikke beslutningsdygtige - og derfor blev fusionen sendt til hjørnespark.
 
B.1921 forsøger igen med en ny ekstraordinær generalforsamling torsdag 27. august. Da skal 75 procent eller flere af de fremmødte stemme for en ny fællesklub i Nykøbing F. Såfremt ikke 75 procent af de fremmødte da stemmer for en sammenlægning med bysbørnene, er fusionen stendød.
 
Og sker det, kan man frygte det værste for overbygningsholdet Lolland-Falster Alliancen.
 
Efter fællesmødet var der tid til at gå hver til sit. B.1921 kunne hurtigt konstatere, at man ikke var beslutningsdygtige. Med 650 medlemmer skulle mindst 325 være mødt frem. Der kom 189, hvorefter Jan Arnesen hurtigt kunne meddele, at B.1921 ikke var beslutningsdygtige. Men der gøres et nyt forsøg 27. august.
 
Hos B.1901 stemte 284 for en fusion mens blot seks var imod.




B.1901's medlemmer stemte ja til fællesklub, mens B.1921 fortsat er i tænkeboks.

Offentliggjort Sidst opdateret