Klausuleret til brug i aviser/VM-tillæg fra og med 18. november.
---- ---- ---- ----
Der er flere stabsmedlemmer end fodboldspillere på det danske VM-hold.
Under slutrunden i Qatar sørger 30 personer i forskellige roller for, at Simon Kjær, Joakim Mæhle og deres 24 VM-holdkammerater har så gode betingelser som muligt for at præstere.
Staben består af alt fra kokke til læger og kommunikationsfolk. Landstræner Kasper Hjulmand er øverste chef og skal omsætte al ekspertisen til resultater.
Staben omkring holdet har fået vokseværk. Ved VM for fire år siden var der 20 personer omkring Åge Hareides hold, ved EM sidste år var tallet vokset til 28, og nu er det oppe på 30.
Men staben kan og bør vokse yderligere, mener Hjulmand.
- Vi er underfrankeret i forhold til at ligge nummer ti i verden, og vi skruer, hvor vi kan. Vi er gået fra at have en analytiker til at have to, og behandlersystemet og sundhedsstaben vokser hele tiden, som man også ser det ude i klubberne. Vi forsøger at følge med, siger landstræneren.
Han medgiver, at det kan gå ud over sammenholdet, hvis staben eksempelvis vokser til dobbelt størrelse.
- En stab kan blive for stor. Jeg kan nok bedst forklare det med, at vi har sådan lidt en iværksætterånd. Alle bidrager med lidt mere, end hvad man kan forvente. Man giver en hånd med hos hinanden.
- Vores fysioterapeut fører et kamera, når vi træner, og Peter Møller slæber tasker om morgenen. Den ånd skal vi værne om.
- Men vi skal også kunne levere rammer for et landshold, der er nummer ti i verden og rækker ud efter gode præstationer. Rammerne skal matche spillernes kvalitet, siger Hjulmand.
Som chef og koordinator for hele holdet er han afklaret med at uddelegere ansvar til kolleger med større ekspertise inden for hver deres felt.
- Det hele handler om at uddelegere ansvar til de rette. Der er så mange faktorer og specialeområder i spil i fodbold, og jeg kan jo ikke være specialist i alt. Så jeg efterlader ekstremt meget indflydelse og magt hos vores specialister og lader dem arbejde og udvikle sig, så de tager ansvar.
- Vi har virkelig en gruppe, som giver den gas for, at spillerne i sidste ende kan præstere, siger landstræneren.
Langt de fleste i landsholdets stab har andre job ved siden af de normalt fem årlige landsholdssamlinger. Enten i andre fodboldklubber eller andre brancher.
Kasper Hjulmand ønsker, at flere bliver fastansatte i DBU, så de ikke bare kan hjælpe A-landsholdet, men også unionens kvinde- og ungdomslandshold.
- Jeg vil gerne have, at vi får flere stabsfunktioner fuldtidsansat i DBU, for lige nu er de daglejere. De gør det af hjerteblod. Vi kan se, at der mange flere fastansatte i andre store fodboldforbund, siger landstræneren.
DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, er bekendt med landstrænerens ønske og har samme ambition om at få flere fuldtidsansatte stabsmedlemmer i DBU, fordi det kan øge muligheden for succes på tværs af unionens landshold.
- Ønsket er givet videre til bestyrelsen, som sidder med pengene. Selv om Kasper Hjulmand er den danske landstræner med det bedste setup nogensinde, så er vi stadig et stykke efter lande som England, Tyskland og Holland.
- Vi skal optimere, hvor vi kan. Det er A-landsholdet, der genererer indtægterne, og hvis de klarer sig godt til slutrunder, er der flere penge at fordele. Vi skal blive ved med at optimere, ellers er det mindre sandsynligt, at vi sportsligt kan blive ved med at bokse over vores vægtklasse, siger Peter Møller.
I tillæg til den 30 mand store VM-stab kommer scouts og konsulenter, som har bidraget med viden og ekspertise før slutrunden, og i nogen grad også gør det under slutrunden.
/ritzau/
VM-holdet sætter mange mand i sving
Inderkredsen af Danmarks VM-delegation består af 56 personer:
* 26 spillere.
* 5 trænere.
* 2 analytikere.
* 7 personer i sundhedsstaben - læge, behandlere og fysioterapeuter.
* 9 personer med administrative opgaver, sikkerhedsopgaver samt repræsentanter fra DBU's ledelse.
* 5 kommunikationsfolk.
* 2 kokke.
Kilde: Dansk Boldspil-Union (DBU).
/ritzau/
Seneste artikler
Forsvarsadvokat kalder centralt bevis ubrugeligt
Inviterer alle til genåbning af smadret havn
Drømmere og branche-folk tager til ø: Naturcamping til salg
Færre tog mellem Falster og Sjælland i mindst en uge
Nu er broklapperne klar til sejlerne
Mest læste artikler
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Lang kø til åbning af butik
Campingplads ved vandet til salg
Her er dommen