38-årige Ibrahimovic tager en sæson mere hos AC Milan
Efter længere tids rygter står det nu klart, at Zlatan Ibrahimovic tager en sæson mere i AC Milan. Foto: Daniele Mascolo/Reuters
Daniele Mascolo/Reuters
Zlatan Ibrahimovic har forlænget sin kontrakt med italienske AC Milan frem til udgangen af juni 2021.
Den svenske angriber Zlatan Ibrahimovic har trods sine 38 år stadig evnerne til at gøre sig gældende på højeste niveau.
Det mener i hvert fald den italienske klub AC Milan.
Den har således forlænget svenskerens kontrakt, så den nu løber frem til udgangen af juni 2021. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Rygterne har længe svirret om en kontraktforlængelse til Ibrahimovic. Men først mandag aften er det altså blevet officielt.
Den målfarlige svensker kom første gang til AC Milan i 2010. Her blev det i løbet af to sæsoner til 85 kampe og 56 mål for klubben.
Efterfølgende skiftede Ibrahimovic til den franske storklub PSG, inden turen gik til Premier League-klubben Manchester United og LA Galaxy i USA.
I januar vendte han tilbage til AC Milan. Han har siden da bidraget med 11 mål i 20 kampe. Han har dermed også rundet 100 kampe for klubben.
I AC Milan er Ibrahimovic holdkammerat med danske Simon Kjær.
Og den danske forsvarsspiller er glad for, at det bliver til endnu en sæson med svenskeren. Det sagde han mandag, da han sammen med det danske landshold var samlet forud for kommende Nations League-kampe.
- Zlatan er en kæmpe profil både på og uden for banen. Han bidrager med så meget sult og ærgerrighed, som smitter af på alle. Han er et fantastisk aktiv for Milan og for truppen, lyder det fra Kjær.
- Det er et privilegium at spille sammen med sådan en spiller, med den karriere han har haft. Så det er bare om at give den gas og følge med, siger han.
Ibrahimovic har også spillet i Barcelona, Inter, Juventus, Ajax og Malmö.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned