4000-meterhold frygter italiensk niveauløft i medaljekamp
Italien tabte tirsdag til Australien og skal kæmpe med Danmark om OL-bronze. Foto: Matthew Childs/Reuters
De danske baneryttere har dårlige erfaringer med den italienske evne til at hæve niveauet, når det gælder.
Både mandag og tirsdag kørte det danske 4000-meterhold hurtigere end Italien, men det betyder langtfra, at Danmark skal betragtes som favorit i kampen om de olympiske bronzemedaljer på cykelbanen onsdag aften.
Det danske hold har stor respekt for italienerne, der slog Danmark i finalen i Tokyo for tre år siden og i øvrigt stiller med nøjagtig samme kvartet som dengang.
- Det er en skræmmende modstander, siger Niklas Larsen, der jagter sin tredje OL-medalje i disciplinen.
- Italien har det jo med at hive et eller andet fuldstændig absurd op af hatten, hver gang det virkelig gælder. Ved sidste OL kørte vi hurtigere end dem to gange, og så kørte de alligevel fra os til sidst, påpeger han.
Italienerne tabte forholdsvis klart tirsdag, men det var så også til et australsk hold, der satte verdensrekord.
Med stjernerytteren Filippo Ganna som frontfigur forbedrede det italienske hold sig med mere end et sekund i forhold til kvalifikationen og blev noteret for tiden 3 minutter og 43,205 sekunder.
Danmark var fire tiendedele af et sekund hurtigere i nederlaget til Storbritannien.
- Det er svært at vurdere, om vi er bedre kørende, siger landstræner Casper Jørgensen.
- Det ser ud til, at de er ved at komme efter det. Det er typisk Italien at køre en dårlig kvalifikation og så få samlet op nu. Mon ikke de kører endnu bedre mod os, siger Casper Jørgensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde