48 procent dumper ny obligatorisk eksamen for fodboldagenter
I alt 3800 fodboldagenter gik til eksamen for at få Fifa-licens, og 1962 af dem slap gennem nåleøjet.
Sidste år besluttede Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), at fodboldagenter skal opnå licens for at udføre agentarbejde i forbindelse med spillerhandler, og nu har de første agenter bestået eksamen.
Det fortæller Fifa på sin hjemmeside torsdag.
Det var dog kun lidt mere end halvdelen af eksaminanderne, der lykkedes med at komme gennem nåleøjet, da de deltog i eksamen 19. april.
1962 ud af i alt 3800 kandidater bestod eksamen, oplyser Fifa. Det betyder, at 1838 må en tur i eksamenslokalet igen.
Det svarer til, at godt 48 procent af kandidaterne dumpede prøven.
Hvis de, der dumpede, ikke vil miste muligheden for at udføre agentarbejde i forbindelse med spillerhandler, skal de bestå eksamen inden 1. oktober i år.
Her træder Fifas nye krav i kraft.
Forbundet meddeler, at der igen 20. september vil være en eksamen, man kan melde sig til. Derefter må man vente til næste år for at få licens.
Faktisk havde 6586 kandidater meldt sig til eksamen 19. april, men det var kun 3800, der rent faktisk deltog.
De 3800 kandidater kom fra 138 af Fifas 211 medlemslande.
Fodboldagenter har været et stort tema i efterhånden flere år. Fifa ønsker blandt andet, at der bliver større gennemsigtighed i, hvem pengene går til, når der bliver handlet spillere.
I nogle lande opgøres det, hvor mange penge der går til agenter.
En opgørelse fra Englands Fodboldforbund (FA) tidligere i år viste, at Premier League-klubberne sammenlagt brugte 318 millioner pund på agenthonorarer i perioden fra 1. februar 2022 til 31. januar 2023. Det svarer til 2,7 milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde