49'er tror på forsvar af OL-guld

De sidste forhindringer er fejet af vejen for en ny spektakulær OL-drøm for dansk sejlsport.

Den forsvarende OL-vinder i 49'er, Jonas Warrer, har genvundet lysten og fundet en dedikeret makker i Søren Hansen, og sammen har de troen på, at det kan blive mere guld ved OL i London i 2012.

- Vi går hele vejen. Hvis jeg ikke havde troet fuldt og fast på, at vi kan vinde OL igen, havde jeg ikke gjort det. Det er helt sikkert, siger Jonas Warrer, der i 2008 vandt OL-guld med Martin Kirketerp i bådklassen.

Efter Kirketerps exit har Jonas Warrer fået en solid erstatning i den erfarne gast Søren Hansen, som har stor erfaring i netop 49'eren.

Der er allerede skarp konkurrence i 49'er-klassen, hvor fire danske både ifølge de to sejlere kan komme i spil til den danske OL-plads. I øjeblikket ligger den forsvarende OL-mester Jonas Warrer og hans makker Søren Hansen således efter Peter Lang og Allan Nørregaard.

- Jeg tror, at vi er bedre end dem til at lægge den nødvendige plan og følge den. Vi har bedre overblik og en god strategi, og den kan vi følge hele vejen frem til OL, siger Søren Hansen.

Sportschef Thomas Jacobsen har svært ved at afgøre, hvilken af de fire både, der har størst chancer ved de kommende mesterskaber, men flere forhold taler for Jonas Warrer og Søren Hansen.

- Jeg tror rigtig meget på Jonas Warrer og Søren Hansen som individer. Om de kan gå hele vejen som hold, må tiden vise. Men Søren Hansen er uden tvivl en af verdens bedste gaster, og Jonas har vist, at han kan gøre det, og det betyder meget, siger Thomas Jacobsen.

/ritzau/

Den danske 49'er med Jonas Warrer og Søren Hansen tror på, at de kan genvinde guld-titlen ved OL i London.

Offentliggjort Sidst opdateret