49ers binder komet-quarterback i fem år med milliardkontrakt
Quarterback Brock Purdy er blevet en holden mand. Foto: Rebecca Blackwell/Ritzau Scanpix
NFL-spilleren Brock Purdy har underskrevet en kontrakt, der kan indbringe ham op mod 1,77 milliarder kroner.
Der var ikke mange, der havde spået, at Brock Purdy ville ende med en kontrakt til en værdi af op mod 265 millioner dollar - svarende til 1,77 milliarder kroner - da han i 2022 blev valgt som den sidste spiller i NFL-draften.
Men det er nu en realitet for den 25-årige quarterback.
Flere amerikanske medier, herunder ESPN, NFL.com og The Athletic, rapporterer, at spilleren, der blev valgt som nummer 262 af San Francisco 49ers, har underskrevet en ny femårig kontrakt med holdet fra vestkysten.
Det er noget af en lønstigning, som Purdy kan se frem til. 1,2 milliarder af kronerne i kontrakten er garanteret, mens den sidste del er præstationsbaseret.
Mr. Irrelevant, som spilleren, der hvert år vælges sidst i draften, bliver døbt, har indtil nu spillet på den kontrakt, han underskrev i forbindelse med draften.
Her har han tjent lidt over 17 millioner kroner i de første tre sæsoner i ligaen. Med den nye kontrakt vil han i gennemsnit tjene op mod 355 millioner kroner om året.
Den 25-årige quarterback har overrasket de fleste med sine præstationer, hvor han i to ud af de første tre sæsoner har taget 49ers langt i slutspillet.
I sit første år gav skader i løbet af sæsonen Purdy muligheden som startende quarterback, og den greb han. Han førte holdet til NFC-finalen, men blev bremset i den sidste kamp inden Super Bowl.
Året efter lykkedes det så for Purdy at tage holdet hele vejen til Super Bowl. Her måtte mandskabet dog se sig slået af Kansas City Chiefs og stjernequarterbacken Patrick Mahomes.
Den netop overståede sæson har ikke budt på samme succes for 49ers, der også har været hårdt ramt af skader. Det blev ikke til en slutspilsplads, men Purdy spillede stadig sæsonen igennem på et stabilt niveau.
Og nu er han så for alvor blevet belønnet for sit indtog i ligaen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker