FCK vandt 5-0 i et opgør, hvor de danske mestre havde styr på kombinationerne og spillede sig frem til mange chancer. Dog spillede de også en time i overtal efter et rødt kort til Adeola Runsewe.
På klassisk vis satte FC København sig på begivenhederne fra begyndelsen. Anført af en veloplagt Cristian Bolaños spillede gæsterne sig frem til en pæn portion chancer i første halvleg.
Første scoring kom allerede efter fem minutter, hvor Thomas Kristensen efter en dårlig clearing modtog bolden lige foran feltet, hvorfra han sikkert sparkede den i mål.
HB Køge havde ikke en eneste afslutning i de første 45 minutter og fik aldrig sat sine offensive teknikere i scene. Bedre blev det ikke, da Adeola Runsewe efter en halv time blev smidt ud.
Hjemmeholdet havde hjørnespark, da dommer Anders Hermansen pludselig fløjtede spillet af og kaldte Runsewe til sig. Hermansen havde set nigerianeren tage fat om halsen på Bryan Oviedo, og derfor tog dommeren det røde kort op ad lommen.
Efter pausen havde HB Køge en god mulighed for at udligne, da Johan Wiland ikke fik fat i et hjørnespark, men ellers beholdt FCK kontrollen over tingene.
Derfor var det ikke overraskende, da Cesar Santin efter en time udbyggede føringen til 2-0. Målet fik gassen til at gå helt af ballonen hos hjemmeholdet. Efterfølgende satte FCK sig endnu mere på spillet.
Ragnar Sigurdsson fik et mål efter hjørnespark annulleret, men hans midterforsvarsmakker Sölvi Ottesen, indskiftede Mustafa Abdellaoue og Pape Pate Diouf sørgede for, at FC København fik sæsonens største sejr.
Resultatet betyder, at HB Køge stadig ligger ubehjælpeligt sidst i Superligaen med 12 point op til nedrykningsstregen. FC København bevarer førstepladsen og forspringet på seks point ned til FC Nordsjælland.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde