505 kilometer fra Nykøbing: NFH på langfart for at møde bundhold

Caroline Aar Jakobsen slipper for at stå meget tidligt op, for at spille kl. 13:30 i Nordjylland. NFH-truppen tog allerede afsted i går for at forberede sig til kampen mod EH Aalborg. Foto: Ole Nielsen

Tidligt kamptidspunkt mod EH Aalborg har tvunget NFH til at tage afsted til udekampen allerede i går.

Offentliggjort Sidst opdateret

Normalt drager NFH ud og hjem samme dag, når der er tale om kampe i den hjemlige Kvindeliga.

Men i denne weekend gøres der en undtagelse, da dagens udekamp mod EH Aalborg, der spilles i Vrå hele 505 kilometer fra Nykøbing, er fastlagt til afvikling allerede kl. 13:30.

Og med en køretid på omkring seks timer og med en afgangstid fra Nykøbing omkring kl. 05:30 har ledelsen i klubben valgt at spendere en overnatning, således at truppen og stab allerede i går begav sig mod det nordjyske med et enkelt stop på Fyn, hvor man har afviklet den sidste træning i Vissenbjerg, inden kampen i eftermiddag.

- Det er en opgave vi langt fra tager for givet, og derfor tog vi allerede afsted fredag. Det er et meget tidligt tidspunkt at spille på, hvis ikke vi allerede var der, men det er vi. Havde vi nu ikke taget herop dagen før, så havde vi skulle så tidligt hjemmefra, at det er havde være en kamp med stor fare, der kunne ende i noget snask.

Fornuftig nattesøvn

- Nu undgår vi at skulle op meget tidligt, og alle har fået en fornuftig nattesøvn. Så kommer vi forhåbentligt med friske ben, og har forberedt os grundigt, når vi møder ind til kampen kl. 13:30, lyder det fra Jakob Larsen.

NFH har ikke råd til at smide point i det nordjyske, hvis målsætningen om fjerdepladsen i Kvindeligaens grundspil skal bevares. Sådan vil det lyde hver eneste gang NFH går på banen i den resterende del af sæsonen med mindre modstanderen er Team Esbjerg eller Ikast.

Så hårfin er konkurrencen med København og også Viborg efter bommerterne på hjemmebane mod Bjerringbro og Silkeborg-Voel tidligere på sæsonen.

Men bommerter eller ej, så er EH Aalborg en modstander, som NFH alle dage skal besejre uanset hvor kampen afvikles henne, og på hvilket tidspunkt af døgnet.

Ned på sidstepladsen

Det er rækkens agterlanterne, der tager i mod og oprykkerne fra 1. division, har længe ligget over nedrykningsstregen, men resultaterne af kampene i midtugen sendte nordjyderne under nedrykningsstregen for første gang, da Ringkøbing slog Horsens, samtidig med at EH Aalborg selv tabte den vigtige bundkamp i Bjerringbro med et enkelt mål.

Seks point har EH Aalborg skrabet sammen i kraft af to sejre og to uafgjorte kampe. Fem af de seks point er hentet på eget halvgulv.

EH Aalborg råder over en enkelt spiller, som NFH selv får glæde af i den kommende sæson. Den svenske landsholdsspiller Clara Lerby skifter til Falster og hun må sige at være i topform. Fløjspilleren scorede hele 12 gange i onsdags, men det var alligevel ikke nok til at slå Bjerringbro.

Med 90 mål i 14 kampe ligger hun nummer fem på Kvindeligaens topscorerliste, der ikke overraskende toppes Team Esbjergs Henny Reistad, der har nettet 112 gange.

NFH fik en ordentlige øretæve i onsdags mod Odense, der vandt 36-25 og forhold til det opgør er højrebacken Moa Högdahl med igen. Hun sad over med sygdom i onsdags. Maja Magnussen og Zoë Sprengers er fortsat ikke klar.