60 smittede fodboldfans: Klubberne vil ophæve afstandskrav
Tilskuerne har siddet knap så tæt på tribunerne i foråret, som de har gjort tidligere. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Hvis det står til Divisionsforeningen så skal afstandskrav og sektionering ophæves på tribunerne.
Den såkaldte superligaordning dannede grundlag for, at tilskuere fandt vej tilbage til tribunerne i landets tre bedste fodboldrækker i foråret.
Nu har klubbernes sammenslutning, Divisionsforeningen, evalueret, hvordan ordningen har fungeret, og hvis man spørger direktør Claus Thomsen, så er der plads til lempelser.
- Evalueringen viser tydeligt, at med coronapas, faste pladser og en kontrolleret tilskuerrejse, så er det efter vores mening forsvarligt at fjerne afstandskrav og sektionering, siger Claus Thomsen ifølge Superligaens hjemmeside.
Superligaordningen har blandt andet betydet, at tilskuere har skullet holde en meters afstand til hinanden. Derudover er stadion blevet inddelt i sektioner med maksimalt 500 tilskuere i hver.
266.259 tilskuere deltog i foråret i 170 kampe i Superligaen, 1. division, 2. division og pokalfinalen. Blandt dem har Styrelsen for Patientsikkerhed opgjort, at 60 personer har været smittet med coronavirus.
Graver man dybere ned, viser evalueringen, at 0,02 procent af tilskuerne har været smittet, mens de har siddet på tribunen til en fodboldkamp. Det svarer til 0,35 pr. kamp.
Derudover viser evalueringen, at antallet af tilskuere, som blev smittet, mens de var til fodboldkamp, var mellem 0,01 og 0,03 pr. kamp.
Derfor håber Claus Thomsen på, at der er fulde tribuner, når Superligaen sparkes i gang efter sommerpausen.
- Med tanke på det støt stigende antal vaccinerede så vil det faktuelle grundlag for udendørs arrangementer under en revideret superligaordning uden afstandskrav og krav om sektionering blive yderligere styrket.
- Vi håber selvfølgelig på en fuldstændig genåbning hurtigst muligt, så vi kan være klar, når vores turneringer begynder igen midt i juli, siger Claus Thomsen.
Evalueringen er udarbejdet af Divisionsforeningen og Dansk-Boldspil Union i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed, som står for smitteopsporingen i Danmark.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker