62 danskere slås for guld ved de ukendte sportsgrenes OL
Den ukrainske sumobryder Oleksandr Veresiuk (til venstre) er her i gang med træningen forud for World Games. Danmark stiller med 62 atleter fordelt på 14 sportsgrene, der er ingen danskere med i sumobrydning. Foto: Philip Fong/Ritzau Scanpix
De kommende 11 dage skal der i USA kæmpes om medaljer i sportsgrene, der ikke er på OL-programmet.
Torsdag går starten til World Games, der er kendt som de mindre sportsgrenes svar på OL, og det er med 62 danske atleter til start i den amerikanske by Birmingham i Alabama.
De er fordelt på 14 sportsgrene, som ikke er på OL-programmet, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke ligger stor forberedelse bag, understreger Hans Natorp, formand i Danmarks Idrætsforbund.
- World Games er de mindre og ofte mere ukendte sportsgrenes OL. Men den manglende opmærksomhed betyder ikke, at deltagerne er motionister. Tværtimod. Deltagerne træner intenst op til legene og er eliteatleter.
- Danmark sender både EM- og VM-medaljevindere til World Games i USA. DIF ønsker stort tillykke med kvalifikationen og held og lykke til alle 62 danske atleter, siger Hans Natorp i en pressemeddelelse.
Der er noget at leve op til i forhold til det seneste World Games i 2017 i Polen, hvor Danmark hentede seks guldmedaljer.
En af dem stod Rebekka Dahl for i ju-jitsu, og hun er også medaljekandidat i den kommende udgave.
- World Games-guldet fra 2017 er klart en af mine allerstørste bedrifter og bedste minder i sporten. Det var så unik og overvældende en oplevelse. Det bliver jo ikke større end det, siger Rebekka Dahl.
Delegationer fra 110 lande har deltagende atleter, der skal kæmpe i 30 sportsgrene.
Ud over ju-jitsu er Danmark repræsenteret i vandski, bueskydning, styrkeløft, gymnastik, flag football, faldskærmsudspring, petanque, kajak, strandhåndbold, dans, svømning (livredning), orienteringsløb og bowling.
World Games afvikles ligesom OL hvert fjerde år, men på grund af corona blev det udsat, efter det senest blev afviklet i Polen i 2017.
World Games afvikles frem til 17. juli.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker