86-hold efterlyser åbenhed på landsholdet

Stemningen fra VM i 1986 er forbi. Det nuværende fodboldlandshold er for lukket og kedeligt, og det bliver kun værre i fremtiden.

Det mener flere af de tidligere landsholdsspillere fra 86-holdet, som onsdag var samlet til en jubilæumskamp i Vedbæk.

- Man passer sit arbejde i dag, og det er bare det. Der kommer ikke så meget, fordi der er så meget pres. De er bange for den ballade, der følger med, hvis de siger et forkert ord.

- Før kunne vi sige noget sjovt og lave ballade. Det blev ikke taget så alvorligt, siger Preben Elkjær til B.T.

- Stemningen fra 1986 er forbi, den kommer aldrig tilbage. Det bliver bare meget værre fremad, vurderer Elkjær.

Han bakkes op af landsholdkollega Søren Busk, som mener, Nicklas Bendtner og Co. godt kunne åbne sig lidt mere og stadig blive inden for grænserne.

- De giver meget få kommentarer, man er bange og siger ikke ret meget. De kunne godt sige lidt mere, for det har befolkningen og fans krav på. Det bliver kedeligt, når man lukker sig sådan ned.

- Folk kunne godt få mere fra landsholdet. Det vil også give dem noget mere personlighed igen, siger Søren Busk.

Klaus Berggreen er ked af udviklingen.

- I dag er spillerne kæmpe egoister og tænker kun på sin egen karriere og pengepung. Dengang var det mere holdet, vi gik op i, mener Klaus Berggreen.

Den nuværende landstræner Morten Olsen anerkender problemet, men mener ikke, at spillerne kan være lige så åbne som i 1986.

- Der er endnu større interesse for fodboldspillerne i dag. De er jo en slags skuespillere, og der er opmærksomhed også udenfor fodboldbanen.

- Hvis der blev åbnet ligeså meget op i dag som dengang, så tror jeg hurtigt, munden ville blive lukket igen, siger Morten Olsen.

/ritzau/

De tidligere landsholdsspillere fra 1986-holdet mener, det nuværende landshold er alt for lukket og kedeligt.

Offentliggjort Sidst opdateret