AaB-defensiv får roser af den nye træner

Det var først og fremmest en stor forsvarspræstation, der sikrede AaB sæsonens først hjemmesejr.

Med 2-0 over FC Nordsjælland formåede nordjyderne ikke blot at vinde hjemme på Energi Nord Arena, men forsvaret holdt også nullet mod de boldsikre nordsjællændere.

Og netop defensiven får stor ros af holdets nye træner Kent Nielsen efter kampen.

- Vores forsvar spillede klogt, taktisk godt og med stort mandshjerte. Og det er viljen, der skal bære os igennem den situation, vi er i, så det er bestemt noget, vi kan tage med os videre, siger Kent Nielsen.

I den forbindelse fremhæver han især Lasse Nielsen og Patrick Kristensens store arbejdsindsats.

- Derimod var vores spil i den første halve time af anden halvleg absolut dårligt, siger han.

Kent Nielsen havde stillet sit hold afventende op mod en modstander, der spiller teknisk god fodbold, når spillerne får pladsen til det. Det fik de ikke mod AaB, der lod forsvaret og midtbanen rykke tæt sammen i kampen for at holde på de tre point, Jeppe Curths tidlige scoring havde stillet i udsigt.

- Vi tog vores forholdsregler mod Danmarks bedste pasningshold. Det, mener jeg, var den rigtige måde at gribe kampen an på i dag. Det handler i bund og grund kun om at få tre point, alt andet er romantik. Og det kan være, vi gør tingene på en anden måde næste gang, fastslår Kent Nielsen.

/ritzau/

Kent Nielsen er meget tilfreds med forsvarets indsats i hjemmesejren mod FC Nordsjælland. Derimod lader spillet fremad banen noget tilbage af ønske.

Offentliggjort Sidst opdateret