AaB er ligeglad med spillet

Hvorvidt fredagens 2-1-sejr over Lyngby i Superligaen var fortjent eller ej, må andre bedømme, siger en tilfreds AaB-træner Kent Nielsen.

Han så sit mandskab vende 0-1 til en sejr, og det er altoverskyggende for ham i nedrykningskampen.

- Om det så var fortjent eller ej, det vil jeg lade nogle andre afgøre. Og jeg er sådan set fuldstændig ligeglad, når nu vi vandt, siger Kent Nielsen.

Sejren betyder nemlig, at AaB nu er fem point over nedrykningsstregen - dog har holdet sammen med Lyngby spillet en kamp mere end de nærmeste rivaler i bundstriden.

Kampens betydning kunne mærkes blandt AaB-spillerne, der kom storsmilende ud fra omklædningsrummet og stod roligt og tålmodigt og svarede på spørgsmål efter kampen.

Og kampens matchvinder, Thomas Augustinussen, kunne godt se, at AaB ikke var uheldige.

- Vi prøvede lidt for meget at komme frem og score og spillede lidt for direkte. Vi havde godt styr på Lyngby, men det blev lidt for krampagtigt, siger Thomas Augustinussen.

- Men det var fortjent, at vi vandt, siger midtbanespilleren.

Det samme mente AaB's første målscorer, Morten "Duncan" Rasmussen, der tilskrev de mange bolde i Lyngbys felt som årsagen til den fortjente sejr.

Ingen af de tre havde lyst til at tale om vigtigheden i forhold til tabellen, og ingen af dem bruger efter eget udsagn tid til at tænke på point. Alligevel havde Morten "Duncan" Rasmussen en lille analyse:

- Jeg har hele tiden sagt, at vi kan klare den med det hold, vi har. Det siger jeg stadig. Og det ville jo være dumt at have taget så stort et skridt og så rykke ned, siger Morten "Duncan" Rasmussen.

/ritzau/

Fredagens superligakamp blev krampagtig, men AaB vandt 2-1 over Lyngby og er derfor "fuldstændig ligeglad".

Offentliggjort Sidst opdateret