AaB er over stregen efter fornem sejr

Håbet om overlevelse er for alvor tændt i AaB, der onsdag aften vandt 4-1 over Randers FC og nu er over nedrykningsstregen i Superligaen.

Sejren blev reelt sikret allerede i første halvlegs overtid, da Anders Due tørt huggede bolden i mål fra kanten af straffesparksfeltet som punktum på velspillet halvleg, hvor AaB var skarpest af de to jævnbyrdige hold. Han bragte holdet foran med 3-0.

Forinden havde AaB lagt frisk fra land, og holdet blev båret frem af publikum efter Kaykes hurtige føringsmål. Nordjyderne satte deres kanter godt i scene og havde flere offensive aktioner med indlæg og indspil fra begge sider.

Og det var netop opskriften på AaB's anden scoring. Michael Lumb trak ind i banen fra venstre side og lagde bolden ind i det lille felt, hvor Jeppe Curth kastede sig fremad og med hovedet sendte kuglen i mål i sin sidste aktion, inden han skadet måtte udgå.

Det var nu ikke fordi, AaB var klasser bedre end Randers. Faktisk var kampen jævnbyrdig, og gæsterne skabte flere store chancer, men manglede effektivitet og så ud til at savne en skarpretter a la skadede Frank Kristensen.

Særligt i begyndelsen af anden halvleg havde Randers nogle store chancer foran mål. AaB så ud til at hvile lidt for meget på føringen og kom i flere situationer til at stå for langt tilbage på banen. Mikkel Beckmanns reducering i 63. minut var fortjent.

Men hvis reduceringen gav håb i Randers-lejren, blev det hurtigt slukket. Få minutter senere fik AaB tilkendt et straffespark, da Morten "Duncan" Rasmussen faldt i feltet. Randers-spillerne protesterede, men "Duncan" scorede på det efterfølgende spark.

Det var en klud i ansigtet på Randers, der ikke formåede at rejse sig. Med undtagelse af et par pæne chancer i begge ender, døde kampen ud, og AaB sluttede som klare vindere, mens Randers nu for alvor er under pres i bunden af Superligaen.

AaB har over stregen 27 point - det samme som FC Nordsjælland - men dog en bedre målscore end sjællænderne, der dog har en kamp i baghånden. Esbjerg er med 25 point sidst i rækken, mens Randers har 28 point.

/ritzau/

AaB vandt onsdag aften med 4-1 over Randers, der nu er presset i bunden af Superligaen.

Offentliggjort Sidst opdateret