AaB fik ikke hævn over Kolding

Sidste år slog KIF Kolding AaB Håndbold ud af slutspillet efter den såkaldte "idiotsag", hvor Bo Spellerberg fik udsat sin karantæne på grund af en procedurefejl. Nordjyderne var søndag på jagt efter revanche, men holdet misbrugte for mange chancer i slutminutterne, og så endte opgøret mod Kolding med 32-32.

AaB førte det meste af kampen og havde også fortjent af vinde. Nyindkøbte Kristian Kjelling gjorde det godt især i første havleg, og både Søren Rasmussen og Jannick Green var gode i målet. Trods en scoringspause på næsten seks minutter førte nordjyderne også med to mål ved pausen.

KIF Kolding fik bragt sig foran med ti minutter igen, men hjemmeholdet virkede alligevel til at være ovenpå. AaB fik da også vendt kampen til egen fordel, men to overtalssituationer kort før tid fik holdet ikke nok ud af. Og de to sidste angreb mundede kun ud i skud på stolpen. Derfor kunne KIF Kolding udligne til 32-32 med under ét minut igen.

/ritzau/

AaB Håndbold burde have vundet, men fik blot 32-32 mod KIF Kolding. Klubben fik ikke hævn efter sidste års drama, hvor Kolding sendte AaB ud af slutspillet.

Offentliggjort Sidst opdateret