AaB forfølger spinkel europæisk chance

Opgaven lyder stort set umulig, når superligaklubben AaB torsdag aften skal vende 0-3 til samlet sejr over FC Dila Gori

Offentliggjort Sidst opdateret

Nordjyderne tabte 0-3 i Georgien for en uge siden trods chancer til flere scoringer.

Til gengæld tankede spillerne selvtillid, da holdet besejrede FC København med 2-1 i premierekampen i superligaen i søndags. En sejr der opstod, fordi holdet ifølge træner Kent Nielsen viste stor energi, vilje og effektivitet.

- Vi er fuldt bevidste om, at vi kun har en lille mulighed for at få tingene vendt, men vi har dog en mulighed, og den vil vi forfølge enormt aggressivt og med løbevillighed og kvalitet i vores spil, siger træner Kent Nielsen i en pressemeddelelse.

- Vi glæder os til kampen, og vi vil forsøge at skabe den overraskelse, det vil være, hvis vi kvalificerer os videre i turneringen, siger han.

Thomas Augustinussen er ude med en forstrækning i det ene lår. Kenneth Emil Pedersen er heller ikke helt klar efter en tåskade.

Kampen spilles i Aalborg torsdag.

/ritzau/