AaB fortsat ubesejret efter sejr over OB

Sidste sæson er længe siden i AaB, der med en 2-0-sejr over OB cementerede holdets fremragende sæsonstart.

Med sejren satte AaB sig på Superligaens førsteplads - i hvert fald i et par timer indtil aftenens kamp mellem FC Midtjylland og FC København. En gevaldig omvæltning for nordjyderne, der for tre måneder siden var få minutter fra nedrykning.

Sejren over OB kom i hus efter en kamp, hvor AaB var i kontrol det meste af tiden, men det var først efter godt en times spil, at Thomas Augustinussen tæt under mål forvandlede spilovertag til føring.

Knap et kvarter senere var det amerikanske Chris Rolfe, der udbyggede til 2-0.

For OB var det en mindre god optakt til den kommende uges kvalifikationskamp i Champions League mod spanske Villarreal. Først da OB kom bagud syntes fynboerne for alvor at vågne op, og Esben Ruuds reducering i slutminutterne kunne ikke ændre på indtrykket af en svag OB-præstation.

Fra kampens start virkede OB uden den intensitet i spillet, som ellers har kendetegnet fynboernes sæsonstart, og bortset fra en kæmpe chance til Bashkim Kadrii efter 13 minutter var det AaB, der sad på opgøret.

Der skulle dog gå det meste af en ret fredsommelig første halvleg, før AaB også begyndte at omsætte boldbesiddelsen til chancer. Tættest på i første halvleg var Nicklas Helenius, der tvang Stefan Wessels i OB's mål ud i en god parade.

Det var mere af det samme og i et endnu højrere tempo fra anden halvlegs start. Åbningscoringen kom efter et indlæg fra baglinjen, hvor anfører Augustinussen satte foden på en afslutning fra Lasse Nielsen. OB jagtede reduceringen, men det åbnede for 2-0-kontramålet, som Chris Rolfe satte sidste fod på.

Med sejren er AaB ubesejret med 11 point efter fem kampe. For OB var det sæsonens første nederlag.

/ritzau/

AaB er fortsat ubesejret i Superligaen efter stærk præstation og en sejr på 2-1 over OB på Energi Nord Arena.

Offentliggjort Sidst opdateret