AaB henter ny administrerende direktør i Viborg
AaB spiller for tiden i 1. division. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Michael Tuxen Boll skal fremover stå i spidsen for selskabet bag 1. divisionsklubben AaB.
AaB har efterhånden længe været på udkig efter en permanent løsning til posten som administrerende direktør, og nu er den fundet.
Klubben fra 1. division har hyret Michael Tuxen Boll, som kommer fra en stilling som kommerciel chef hos Viborg FF.
Det oplyser nordjyderne på deres hjemmeside onsdag formiddag.
- Efter en grundig og professionel proces med et stort antal ansøgere fra både Danmark og udlandet mener vi, at vi med valget af Michael Tuxen Boll har fundet den rette person til opgaven, siger bestyrelsesformand Niels David Nielsen.
- Vi har ikke lagt skjul på, at vores nye administrerende direktør, ud fra hvor vores klub står i dag, skulle besidde stærke salgsmæssige kompetencer, og det har Michael til fulde.
AaB har været uden en permanent administrerende direktør, siden Thomas Bælum stoppede i klubben i marts sidste år.
Siden da har økonomichef Jesper Dalum varetaget opgaverne som administrerende direktør.
Tidligere har Michael Tuxen Bol jobmæssigt bevæget sig i Norge, hvor han har været administrerende direktør i håndboldklubben Ull/Kisa og salgschef i fodboldklubben Vålerenga.
Hos AaB bliver hovedopgaven formentlig at løfte den kommercielle omsætning, som har fået gevaldigt baghjul af for eksempel den jyske rival AGF.
Blandt andet på den baggrund har AaB leveret tocifrede millionunderskud i de seneste fem regnskabsår.
Sportsligt er klubben havnet på næstbedste niveau efter nedrykning fra Superligaen i sidste sæson. Før forårssæsonen i 1. division er AaB placeret på andenpladsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker