AaB kommer ikke i nærheden af bronze

0-0 hjemme mod HB Køge var på ingen måde nok til at bringe AaB ind i kampen om SAS Ligaens bronzemedaljer.

To point var nordjyderne efter Esbjerg og Brøndby inden dagens afsluttende runde, og da Brøndby vandt i Randers og Esbjerg spillede uafgjort mod FC Nordsjælland, var bronzen uden for rækkevidde.

Umiddelbart var det faktisk ikke til at se, at det var AaB og ikke HB Køge, der spillede for en bronzemedalje. Gæsterne var i store perioder af kampen klart bedst og havde i begge halvlege en række gode tilbud.

Blandt andet et fremragende langskud fra Quincy Antipas lige forbi trekantssammenføjningen.

AaB fejrede i forbindelse med kampen klubbens 125-års jubilæum. Men der var ikke meget festivitas over hjemmeholdets sjuskede afleveringer, manglende bevægelse for hinanden og slatne engagement i nærkampene.

Derfor brugte nordjyderne megen tid på at skælde hinanden ud i stedet for eksempelvis at forbedre opspillet fra de fire bageste, som flere gange var tæt på at give store muligheder væk.

Reelt set udgjorde angriber Ronnie Schwartz hjemmeholdets eneste trussel mod HB Køges mål. Han forsøgte med sin fysik og hurtighed at presse sjællændernes forsvar, men det tætteste, han kom på en scoring, var et hovedstød, som Lars Bjerring verfede uden om stolpen.

AaB fik etableret et mindre pres mod slutningen af kampen, men det var usammenhængende, og i stedet var gæsterne tættest på sejren med flere store chancer på kontraangreb.

Med det uafgjorte resultat må AaB nøjes med femtepladsen i årets SAS Liga.

/ritzau/

AaB formåede ikke at lægge billet ind på bronzemedaljerne efter en tam indsats med 0-0 hjemme mod HB Køge. Dermed slutter AaB på ligaens femteplads.

Offentliggjort Sidst opdateret